01 november, 2023 Erhverv

Tenax flytter produktion fra Aalbæk til Nyborg

TV2 Nord kan i dag oplyse at virksomheden Tenax Sild flytter i løbet af næste år dele af sin produktion fra Aalbæk til Fyn.

Det er et dårligt regnskab for 2022, der får Tenax til at lukke ned for en del af produktionen i Aalbæk og det er især produktionen af sild, der ikke viser tilfredsstillende resultater.

Der produceres i dag sild i både Aalbæk og i Nyborg, hvor virksomheden har hovedsæde.

“Vi flytter hele produktionen af sild til Nyborg, mens vi beholder produktion af stegte sild, fiskefrikadeller, kaviar og paté i Aalbæk.”

Michael Møller Jensen, direktør hos Tenax Sild

Han understreger, at ændringen er en del af en proces for at få virksomheden tilbage på sporet, efter regnskabet viser ubalance mellem Tenax Silds kostpriser og salgspriser.

I lighed med andre produktionsvirksomheder, er Tenax Sild ramt af store stigninger på råvarer, og det har blandt andet betyder, at virksomheden sluttede 2022 med et underskud på 36 millioner kroner.

Koster arbejdspladser

Michael Møller Jensen lægger ikke skjul på, at det kommer til at koste arbejdspladser i det nordjyske, når produktionen ændres, men direktøren understreger, at man forsøger at finde løsninger ved naturlig afgang og mindre brug af vikartimer.

“Vi har i dag omkring ti ansatte, der arbejder direkte med sildeproduktionen, men jeg har endnu ikke tal på, hvordan det kommer til at påvirke antallet af ansatte i løbet af næste år.”

Michael Møller Jensen

Tenax Sild A/S producerer sild som ’Lykkeberg 1899’, ’Fiskemandens’ og ’Skagen’, ligesom der forarbejdes andre fiskespecialiteter som fiskefrikadeller, fiskepatéer, kaviar af stenbiderrogn og ørredrogn.

Tenax Sild har i dag 65 ansatte i Aalbæk og 60 ansatte i Nyborg.