Kl. 15.30 i eftermiddag inviterer Skagen Nyt og Saxild til omkring en times gratis livemusik under åben himmel midt i Skagen – alle er velkomne

Så er dagen kommet.
I eftermiddag, onsdag den 29. juli, bliver Anchers Have fyldt med livemusik, når Markus Brandt og hans band går på kl. 15.30 til en gratis sommerkoncert arrangeret af os her på Skagen Nyt i samarbejde med Saxild.
Der er fri entré, og både lokale, sommergæster og alle andre med lyst til en musikalsk eftermiddag midt i Skagen er inviteret med.
Koncerten varer omkring en time og finder sted under åben himmel i de helt særlige omgivelser ved Anchers Hus.
Publikum er meget velkomne til at komme i god tid før koncertstart og finde sig en god plads i haven.
Tag gerne et tæppe med under armen, find en plads på græsset og gør dig klar til en uformel sommerkoncert, hvor de historiske omgivelser bliver kulisse for levende musik.
Hos Saxild vil der være mulighed for at købe skønne, kolde drikkevarer under arrangementet – blandt andet hjemmelavet lemonade, øl og forskellige sommerlige drinks.
Det eneste, du ellers skal medbringe, er godt humør.
Markus Brandt er denne sommer på turné langs de danske kyster, og i dag er turen altså kommet til Skagen.
Koncerten tager blandt andet afsæt i debutalbummet Udbrandt, men publikum får også mulighed for at høre nyere materiale.
Musikalsk bevæger Markus Brandt sig mellem pop, latin, neo-soul, funk og alternativ rock, og koncerten spænder fra de mere intime øjeblikke til numre, hvor hele bandet skruer op for energien.
Markus Brandt har tidligere haft musik med i Apple TV-serien Ted Lasso og den canadiske tv-serie Hudson & Rex og har udgivet musik gennem blandt andre Universal Music og Nordic Music Society.
Besøget i Skagen er samtidig en del af et større projekt.
En filmskaber følger Markus Brandt og holdet rundt på sommerturnéen og dokumenterer livet på landevejen, koncerterne og møderne med de forskellige steder og mennesker undervejs.
Optagelserne indgår i et dokumentarprojekt, som har været undervejs gennem flere år, og dermed bliver også dagens koncert og sommerlivet i Skagen en del af fortællingen.
Der skal hverken købes billet eller reserveres plads.
Man skal ganske enkelt bare møde op i Anchers Have og være med, når Markus Brandt og band går på kl. 15.30.
Skagen Nyt og Saxild glæder sig til at se jer til en hyggelig eftermiddag med lunt sommervejr og levende musik midt i Skagen.