• Forside
  • Det sker
  • Sidste chance: Smag på Skagen fællesspisning hos Jakobs Café & Bar
04 oktober, 2026 Det sker

Sidste chance: Smag på Skagen fællesspisning hos Jakobs Café & Bar

På torsdag den 8. oktober er der igen Smag på Skagen – denne gang hos Jakobs Café & Bar på Havnevej.

Vil man med til fællesspisningen, er det imidlertid ved at være sidste chance. Billetsalget lukker tirsdag den 6. oktober klokken 23.59.

Friskfanget fisk fra lokal kutter

Smag på Skagen begynder torsdag klokken 18.30, hvor Jakobs Café & Bar inviterer indenfor til en uformel aften med fokus på både gode råvarer og det sociale omkring bordene.

Der venter en 2-retters menu, som begynder med lufttørret italiensk skinke.

Til hovedret serveres dagens friskfangede fisk fra den lokale kutter S66. For gæster, der ikke spiser fisk, er der mulighed for i stedet at vælge mørbrad af kalv.

300 kroner for hele aftenen

Prisen er 300 kroner pr. person for to dejlige retter og arrangementet finder sted hos Jakobs Café & Bar på Havnevej 4A.

Bag Smag på Skagen står Lise Grevenkop-Castenskiold og Mathias Rump Hansen. Ideen med konceptet er at samle skawboere og “deltids-skawboere” omkring fællesspisninger på forskellige lokale spisesteder, hvor den gode mad naturligvis er omdrejningspunktet, men hvor hyggen og muligheden for at møde andre er mindst lige så vigtig.

Tilmeldingen lukker tirsdag aften

Der er altså kun få dage tilbage til at sikre sig en plads.

Billetter kan købes via Jakobs Café & Bars hjemmeside frem til tirsdag den 6. oktober klokken 23.59.

Smag på Skagen hos Jakobs Café & Bar finder sted torsdag den 8. oktober klokken 18.30.

Efterfølgende fortsætter Smag på Skagen i november, hvor Juicy & Pizza fredag den 13. november overtager stafetten med en italiensk inspireret aften med fire serveringer – læs mere lige her.