
Årets rekordstore Skagen Marathon som løb af stablen i går, lørdag kunne tilsyneladende have fået to ganske prominente deltagere på maratondistancen.
Det store norske medie VG skriver, at Norges kong Haakon og kronprinsesse Ingrid Alexandra var tilmeldt lørdagens Skagen Marathon. Ingen af dem kom imidlertid til start.
Historien dukkede op sent lørdag aften – efter at mere end 5.000 løbere fra 43 lande havde gennemført årets store løbefest i Skagen.
Det var deltagerlisten til Skagen Marathon, der vakte VGs interesse.
Her stod en “Haakon Magnus” fra Oslo tilmeldt den fulde marathon på 42,2 kilometer. Deltageren var opført som 53-årig, havde startnummer 4562 og var placeret i startgruppe B.
Umiddelbart efter stod “Ingrid Alexandra”, ligeledes fra Oslo. Hun var registreret som 22-årig, havde startnummer 4563 og skulle også løbe marathon fra samme startgruppe.
Navnene og aldrene svarer til den norske konge og kronprinsesse. VG bemærker samtidig, at de øvrige deltagere på listen generelt optræder med fulde navne.
VG nøjedes ikke med at konstatere sammenfaldet på deltagerlisten.
Allerede fredag kontaktede mediet Skagen Marathon, som bekræftede, at personerne med navnene “Haakon Magnus” og “Ingrid Alexandra” var korrekt tilmeldt løbet.
Arrangørerne ville dog hverken be- eller afkræfte, hvem der gemte sig bag tilmeldingerne.
“Vi kan hverken bekræfte eller afkræfte, hvem der kommer, men glæder os over alle de norske gæster, som deltager i årets Skagen Marathon,”
– lød svaret fra Cecilie Bengtzon til VG.
Dermed er det vigtigt at understrege, at identiteten på de to tilmeldte ikke officielt er bekræftet af hverken Skagen Marathon eller det norske kongehus.
VG skriver imidlertid på baggrund af egne oplysninger, at det skulle have været kong Haakon og kronprinsesse Ingrid Alexandra, der havde meldt sig til.
Da løbet blev afviklet lørdag, blev ingen af de to startnumre benyttet.
VG kunne samtidig konstatere, at kong Haakon ikke befandt sig i Danmark.
Det norske kongehus ønskede ikke at kommentere sagen og henviste til, at man normalt ikke udtaler sig om de kongeliges private program. Private rejser og aktiviteter fremgår heller ikke nødvendigvis af kongehusets officielle kalender.
Der er samtidig en væsentlig forklaring på, hvorfor en mulig kongelig Skagen-tur kan være blevet droppet.
Ifølge VGs oplysninger var planerne om deltagelse i Skagen Marathon blevet lagt, inden kong Harald døde den 28. august.
Haakon blev herefter konge, og Ingrid Alexandra kronprinsesse, hvilket naturligt ændrede både familiens situation og de kongelige forpligtelser markant.
Dagen inden Skagen Marathon deltog kong Haakon og kronprinsesse Ingrid Alexandra blandt andet sammen ved åbningen af Stortinget i Oslo.
En tilmelding til et løb ville heller ikke være uden fortilfælde.
Haakon har gennem årene deltaget i flere motionsløb og er tidligere omtalt som “løbeprinsen” i den norske presse.
Blandt andet deltog han i Oslo Maraton i 2013, hvor han gennemførte halvmarathon på 1 time, 49 minutter og 33 sekunder. Den deltagelse var heller ikke kendt af arrangørerne på forhånd.
At historien nu bliver bragt af et af Norges største medier, giver samtidig årets Skagen Marathon en noget uventet og afslutning.
Lørdagens løb satte deltagerrekord med mere end 5.000 tilmeldte og havde deltagere fra intet mindre end 43 lande.
Det var samtidig første udgave af Skagen Marathon siden stormen Amy tvang arrangørerne til at aflyse løbet i 2025.