
Modtagere af Initiativprisen 2026: Susanne Nielsen og Ebbe Antonsen
For første gang nogensinde uddeler Industriens Fællesudvalg (IF) ved DI og 3F Industri Industriens Lærlingepris og Initiativpris til otte dygtige nyudlærte lærlinge og to ildsjæle, som har gjort en særlig indsats indenfor uddannelsesområdet i industrien.
Prisoverrækkelsen er en af årets vigtigste fejringer af faglærte og finder sted her fredag eftermiddag, den 29. maj 2026 på Industrimuseet Horsens.
Foruden de dygtige prismodtagere er deres familier, virksomheder og faglærere også inviteret med til den store fejring.
Initativprisen gives til to personer, herunder Susanne Nielsen, som har gjort noget særligt indenfor uddannelsessektoren i industrien.
Susanne er HR-chef i Scandic Pelagic i Skagen. Hun er blevet indstillet til prisen af skoler og lokalrepræsentanter for 3F. I indstillingen lyder det blandt andet:
“Susanne er en foregangskvinde, der har formået at løfte en hel sektor på uddannelsesområdet. Hun er drivkraften bag lokalt forankrede uddannelsesløsninger, som har givet ufaglærte adgang til at få en erhvervsuddannelse. Hun har banet vejen for, at mange ufaglærte skagboere er blevet faglærte. Desuden har hun ydet en kæmpe indsats for tosprogede medarbejdere, hvilket har haft afgørende betydning for væksten i Skagen.”
Selv giver Susanne følgende reaktion på at være blandt de to modtagere af Initiativprisen:
“Jeg er dybt beæret over at modtage Initiativprisen. Jeg havde slet ikke set det komme. Jeg sidder i det nordligste nord, hvordan har I fået øje på mig helt heroppe?,”
– siger Susanne Nielsen.