13 March, 2022 Kultur

Anmeldelse af ForårsRevyen 2022

ForårsRevyen, som i år kan fejre 40 års jubilæum, står stadig knivskarpt.

Det kan vi her fra Skagen Nyt konstatere efter at have haft fornøjelsen af at opleve showet lørdag aften på Hotel Hvide Klit i Bunken.

ForårsRevyen – også kendt som Aalbæk Sjøw leverer en uovertruffen pragtpræstation af en sjov aften.

På trods af at alt arbejde både foran-, på- og bag scenen er udført af frivillige hænder, så er det lykkedes at stable et yderst godt og professionelt setup på benene.

Forårsrevyen er bygget op som et helaftensarrangement med spisning, revy og om lørdagen også et revybal efter revyen. Der kan dog også bookes billet til revyen uden mad.

Spisningen:

Aftenen startede for vores vedkommende lidt før kl. 18 hvor vi ved ankomsten blev taget godt imod af en vært som viste os til vores bord. Kort tid herefter blev aftenens forret – En tapas platte serveret ved bordene – En god forret bestående af bl.a. chorizo, laks og lufttørret skinke.

Efter en kort pause til at slå mave samt at smutte en tur i baren var det tid til hovedretten – Oksemørbrad med svampe, saltbagte kartofler, skysauce og salat – En alt i alt mør og velsmagende hovedret.

Middagen sluttes af i pausen mellem revyens 2 akter. Her venter en lækker dessert i form af en uimodståelig brownie med vaniljeis samt lidt bær. En god dessert som sluttede middagen af på bedst mulig vis – Tak for mad.

Selve showet:

Årets revy starter, uden at sige for meget, med en tur “down memory lane”

Det står lynhurtigt klart at årets revyhold er i topform og ganske enkelt godt sat sammen.

Årets revyhold består af:

  • Lisbet Lykkegaard
  • Mads Alexander Meyer Vestergaard
  • Dorthe Pedersen
  • Anja Lønborg
  • Jonas Lønborg David

Hele holdet og i særdeleshed holdets nyeste og yngste medlem Jonas leverede et brag af et sjøw.

På scenen havde vi gennem aftenen fornøjelsen af alt fra oplæsning af en erotisk novelle, besøg i Paradis, et ægtepar som var mere eller mindre sølvbryllupsklar, gruppeterapi for ludomaner og ikke mindst en præst der kom til at hyre en tjener i stedet for en kirketjener.

I showet var der naturligvis flere aktuelle emner der blev taget op – og endnu flere som lå gemt i det skjulte. Det mest åbenlyse må uden tvivl være nummeret “Palmer i Køge” som startede 2. Akt. Her var vi hoppet rt par årtier ud i fremtiden til noget som minder om Shu-Bi-Duas “Costa Kalundborg”.

Der var selvfølgelig og traditionen tro også tid til lokale numre med lidt kærlighed til det kære vendelbomål, til Aalbæks ukronede borgmester – Peter E. Nielsen, hvor det ikke var gået revyens næse forbi at der havde været et mindre partiskifte og så nåede vi endda også en tur omkring Borgerservice samt vinterbaderne “Isbryderne”.

Et virkelig sjovt og helt igennem gennemarbejdet samt veltilrettelagt show som aldrig mistede momentum.

Det var professionelt opført, som arbejdede folk på- og bagved scenen ikke med andet. Når man så ved at de til dagligt arbejder i helt normale jobs som alle os andre, ja så bliver det ikke mindre imponerende.

Her fra Skagen Nyt kan vi ikke andet end at give: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – 5 ud af 5 stjerner for en sjov og gennemarbejdet revy med et fænomenalt hold som vi personligt håber har tid til, samt lyst og mod på at stå på Forårsrevyens scene i mange år frem.

Flere forestillinger i næste uge:

Forårsrevyen 2022 er dog ikke ovre – Der er nemlig flere forestillinger i næste uge:

  • Onsdag d. 16. Marts
  • Torsdag d. 17. Marts
  • Fredag d. 18. Marts
  • Lørdag d. 19. Marts (m. Revybal)

Du kan sikre dig din billet samt læse mere om revyen og hele holdet bag lige her: https://foraarsrevy.dk/