• Forside
  • Nyheder
  • Tusindvis lagde vejen forbi åbningen af Maskinrummet
28 juni, 2026 Nyheder

Tusindvis lagde vejen forbi åbningen af Maskinrummet

Lørdag den 27. juni slog Oplevelsescenter Maskinrummet officielt dørene op på Skagen Havn – og åbningsdagen blev en varm folkefest med gæster fra både Danmark og nabolandene

Fotograf: Kristoffer Vangsted

Lørdag blev en dag, mange i Skagen sent vil glemme.

Efter flere års arbejde kunne Oplevelsescenter Maskinrummet på Auktionsvej officielt slå dørene op, og dagen udviklede sig til en stor åbningsfest på havnen.

Tusindvis af gæster fra hele landet og hertil også mange internationale gæster, havde fundet vej til Skagen for at være med, da Henning Kjeldsens nye oplevelsescenter blev indviet.

Det blev en varm, festlig og velbesøgt dag, hvor både lokale skawboere, sommergæster, nysgerrige turister, motorentusiaster og familier fik deres første møde med det nye Maskinrum.

Ankom med Tunø til et ventende publikum

Allerede inden dørene officielt blev åbnet, var der samlet mange mennesker på kajen bag det nye Oplevelsescenter Maskinrummet.

Her stod folk tæt for at få et glimt af Henning Kjeldsen, da han sammen med sin familie og flere andre ankom sejlende i Postbåden Tunø, der fremover også skal bruges til tursejlads fra Maskinrummet.

Tunø lagde til ved flydebroen bag oplevelsescenteret, og herfra gik Henning Kjeldsen og familien de få skridt op på kajen og videre mod indgangen, hvor endnu flere ventede.

Klokken 11.00 stillede han sig op foran de fremmødte. Først takkede han for det store fremmøde og den massive opbakning fra både nær og fjern. Derefter bød han alle velkommen indenfor – og med de ord var Skagens nye store helårsattraktion officielt åbnet.

Det var en tydeligt både stolt og bevæget Henning Kjeldsen, der stod foran gæsterne. Benovet og taknemmelig over den store interesse, men også med bevidstheden om, at øjeblikket markerede kulminationen på mange års benhårdt arbejde – Fra idé til skitse – og nu, efter 2½ års byggeri, et færdigt oplevelsescenter på Skagen Havn.

Et byggeri, der i både størrelse, detaljerigdom og ambition vidner om, at der ikke er gået på kompromis nogen steder.

Se vores video fra åbningsdagen lige her

Et nyt oplevelsescenter i hjertet af Skagen

Maskinrummet ligger centralt på Skagen Havn og er skabt som et stort oplevelsesunivers, hvor maskiner, motorer, biler, motorcykler, maritime effekter, kulturhistorie, design, mad og events mødes under samme tag.

Her kan gæsterne gå på opdagelse i et levende univers, der både rummer det rå og mekaniske, det maritime og det overraskende elegante.

For selv om navnet Maskinrummet naturligt peger i retning af motorer og mekanik, rummer oplevelsescentret langt mere end det.

En stor del af centeret er også dedikeret til mode og luksus med tasker, kufferter, sko og tøj fra nogle af verdens mest ikoniske mærker. Blandt andet kan gæsterne opleve en stor samling med Louis Vuitton, Hermès, Dior, Prada og Gucci.

Dermed er Maskinrummet skabt som et sted, hvor hele familien kan finde noget at gå på opdagelse i.

Motorer, maritime fortællinger og historiske køretøjer

I de store udstillingshaller møder gæsterne et væld af mekaniske fortællinger.

Maskinrummet rummer blandt andet store motorer, klassiske biler, motorcykler, knallerter og maritime genstande, der tilsammen fortæller om håndværk, fiskeri, teknik, transport og den industrielle del af den historie, som Skagen også er bygget på.

Et af de markante højdepunkter er den store Krupp-dieselgenerator fra 1926, som vejer omkring 70 ton og tidligere leverede strøm til de olympiske lege i Berlin i 1936.

Dertil kommer klassiske køretøjer, samlinger fra ind- og udland og genstande, som Henning Kjeldsen gennem mange år har samlet med stor passion for mekanik, fiskeri og maritim kulturarv.

Maskinrummet fortæller dermed også en anden del af Skagens historie end den, byen oftest forbindes med.

For ved siden af kunstnerne, lyset og strandene har fiskeriet, havnen, håndværket og maskinerne været en afgørende del af det Skagen, vi kender i dag.

Mad, musik og sommerstemning på åbningsdagen

Åbningsdagen bød ikke kun på udstillinger.

Der var også gjort klar med mad, musik og sommerstemning på havnen.

Kl. 12.00 åbnede Restaurant Fyrtårnet på 3. sal i bygning 1 med stor frokostbuffet, mens Café Kabyssen på 2. sal bød på smørrebrød, kaffe og kage i maritime omgivelser.

Senere på dagen fortsatte programmet med musik, buffet og festlig aftenstemning.

Noe/Jørgensen stod for musikken fra kl. 17.00 til 20.00, inden StarTurn overtog scenen fra kl. 20.00 til 23.00.

Samtidig blev der serveret den helt store Skagen Buffet i Restaurant Fyrtårnet, hvor dagen blev rundet af med mad, musik og dans.

Mere end et museum

Maskinrummet er ikke tænkt som et klassisk museum, hvor man blot går gennem en udstilling og videre igen.

Det nye center skal være et oplevelsessted, hvor der løbende sker noget nyt.

På Maskinrummets egen hjemmeside lægges der allerede op til sommerkoncerter, events og aktiviteter, og folkene bag peger selv på, at der i fremtiden vil ske meget mere i det nye oplevelsescenter.

Med restauranter, café, barer, udstillinger, butik, events og maritime oplevelser bliver Maskinrummet et sted, der kan besøges på mange måder.

Man kan komme for maskinerne, for bilerne, for modeudstillingen, for maden, for musikken, for havnemiljøet – eller bare for at se, hvad det hele egentlig er blevet til.

Åbent hele året

Efter den store åbningsdag er Maskinrummet nu åbent for gæster hele året.

Oplevelsescentret holder åbent mandag til søndag fra kl. 10.00 til 17.00.

Der holdes dog lukket den 24., 25. og 31. december samt den 1. januar.

Med åbningen har Skagen fået et nyt stort trækplaster på havnen – et sted, hvor byens maritime historie, maskinkraft, oplevelser og moderne formidling mødes i stor skala.

Og hvis åbningsdagen er et tegn på interessen, er der meget, der tyder på, at Maskinrummet allerede fra første dag har ramt noget, mange har lyst til at opleve.