Hos Skagen Rideklub er de i fuld sving med både sommerferie aktiviteter samt flere forskellige renoveringsopgaver.
Alt imens at mange af hestene nu er kommet på græs for at holde lidt velfortjent sommerferie står det ganske anderledes til for rideklubbens medlemmer og bestyrelse.
De er nemlig i den grad trukket i arbejdstøjet og sommeren byder således på en lang række projekter.
Det største projekt er uden tvivl inde i ridehuset hvor den kæmpestore ridebane som er en af landets største, er ved at få skiftet underlag. Det kan lyde ret enkelt, men bare det at få kørt det gamle underlag af tog flere dage. Først herefter kunne arbejdet med reetableringen af en professionel ridebanebund iagngsættes.
Dette er bare et af flere renoveringsopgaver som den nye bestyrelse har sat i gang.
I marts fik Skagen Rideklub nemlig en ny bestyrelse med Camilla Nordmann, ejer af danhostel Skagen i spidsen som formand.
Med de nye kræfter ved roret har den nye bestyrelse fået sat gang i flere spændende projekter.
De har som før nævnt sat gang i en række renoveringsopgaver hvoraf udskiftningen af bunden i ridehuset uden tvivl er den største og dyreste opgave.
Men det er store dele af ridehuset som har fået- eller kan se frem til en overhaling.
Der er eksempelvis sket en stor forvandling i den ene staldfløj som løber på den ene side af ridehuset, hvor der er etableret helt nye bokse til stor gavn for de mange heste og ryttere.
Derudover er der kommet ny vægbeklædning flere steder, blevet malet og meget andet.
Det gamle ridebaneunderlag forventes brugt på den udendørs dressurbane som i længere tid har trængt til en overhaling.
Her går man med tanker om at etablere en tøltbane til gavn for det stigende antal islandske heste som i de seneste år er flyttet ind på Skagen Rideskole.
Dette er bare med til at understrege den positive udvikling som rideskolen har været igennem i de seneste par år.
På Skagen Rideskole oplever de nemlig en stigende interesse for ridning i Skagen.
Netop derfor er bestyrelsen også denne sommer på udkig efter to nye elevheste som skal styrke tilbuddet for især de lidt ældre elever samt voksne.
Planen er nemlig at det ikke er ponyer der skal kigges efter, som det ofte er tilfældet, men at det skal være heste som også unge og voksne kan benytte.
Udover de mange nye projekter har sommeren også stået på flere aktiviteter.
Det startede med den traditionsrige ridelejr for rideskolens elever. Her var 18 elever samlet til et tre fornøjelige dage i hestenes og fællesskabets tegn.
Fællesskabsfølelsen nåede også helt ud i byen hvor byens bagere eksempelvis havde sponsoreret en omgang morgenmad hver og aftensmaden blev leveret uden beregning af henholdsvis Skagen Sportscenter og Juicy & Pizza.
Ridelejrens sponsorer:
Bestyrelsen såvel som eleverne siger dybtfølt tak for støtten til hver og en af sponsorerne som hlldte kostprisen for ridelejren ned på et minimum, så flest muligt havde mulighed for at deltage.
Efter ridelejren var Frederikshavn Kommunes sommercamp forbi med hele 37 børn som havde en hyggelig dag på Skagen Rideskole som bl.a. stod på ponygames.
Senest er det blevet til sommerundervisning af den både dygtige og dedikerede Niels Jul Clemmensen som underviser elever på alle niveauer.
Niels kigger forbi Skagen Rideklub med jævne mellemrum hvorfor rideklubben generelt kan tilbyde faciliteter og undervisning som passer til alle niveauer – fra nybegynder til professionelle og alle derimellem.