• Forside
  • Nyheder
  • Tendens: udsigt til rekord mange feriehusgæster i 2022
20 January, 2022 Nyheder

Tendens: udsigt til rekord mange feriehusgæster i 2022

Hos Toppen af Danmark er begejstringen til at tage og føle på i disse dage – Tendenserne viser nemlig, at vi med al sandsynlighed ser frem mod et rekordår i turismen her på Toppen af Danmark.

Det er især i antal udlejede ferieboliger at tendenserne ser yderst gunstige ud her i 2022.

Ifølge Bent Becker Christensen som sidder med feriehusudlejningen hos Toppen af Danmark, er der nemlig stor fremgang at ane på flere markeder.

Først og fremmest bemærker han at der overordnet set er en markant stigning i antal udlejede ferieboliger i indeværende år pr. dags dato, sammenlignet med samme dato sidste år.

Dette skyldes mange faktorer, hvoraf Covid-19 naturligvis spiller en rolle, men langt fra den hovedrolle som den har spillet i de forrige par år.

En af de positive tendenser er, at mange danskere igen i år har valgt at holde deres sommerferie her højt mod nord.

Men de positive tendenser stopper langt fra her. Hos Toppen af Danmark har man nemlig allerede nu mere end 50% af de tyske bookinger i hus, set i forhold til det totale antal tyske bookinger sidste år.

Desuden er der allerede nu mere end 3 gange så mange norske bookinger som hele sidste år. Dette skal dog i særdeleshed ses i lyset af, at nordmændene i store dele af 2021 var forhindret eller besværliget i at feriere i Danmark. Desuden er der allerede nu en fremgang på 20% i antallet af svenske bookinger.

Mangler ferieboliger til udlejning

Faktisk går det så godt med feriehusudlejningen at de hos Toppen af Danmark står og mangler feriehuse til udlejning.

Går du derfor i overvejelser om at leje dit sommerhus ud, så er det nu du skal springe til. Bent Becker Christensen estimerer at der i højsæsonen kan udlejes 100-200 ferieboliger yderligere, end de mange ferieboliger som Toppen af Danmark allerede nu kan leje ud.

Lige pt. får Toppen af Danmark dagligt bookinger ind for langt mere end 100.000 kr. Men selvom at der allerede nu er dejligt travlt, så håber Bent sammen med hans kolleger at de nuværende tendenser fortsætter.

Hvordan turismen arter sig her i Skagen og resten af Toppen af Danmarks område må tiden vise, men tallene fra Toppen af Danmark taler sine tydlige spor – Vi er kommet godt fra land her i 2022 og pilen peger opad.

Hvis den nuværende tendens holder stik vil det være 5. år i træk at antallet af bookede nætter i ferieboliger stiger hos Toppen af Danmark.