• Forside
  • Nyheder
  • SuperBrugsen Skagen lukker eget bageri – Men fortsætter med friskbagt brød
15 juni, 2026 Nyheder

SuperBrugsen Skagen lukker eget bageri – Men fortsætter med friskbagt brød

Fremover bliver brødet bagt hos SuperBrugsen Sæby og leveret til Skagen, efter at butikkens eget bageri må lukke som følge af kommende ændringer i bygningen

SuperBrugsen Skagen står over for en forandring i butikkens bageridrift.

Som følge af planer fra ejendommens ejer om at omdanne bygningens 1. sal til lejligheder, lukker butikkens eget bageri. Kunderne vil dog fortsat kunne købe friskbagt kvalitetsbrød i butikken.

Fremover bliver brødet bagt hos SuperBrugsen Sæby og leveret til Skagen.

Ifølge uddeler i SuperBrugsen Skagen, Martin Niemann, er der ikke tale om en beslutning, butikken selv har ønsket.

“Det er naturligvis en beslutning, der er ude af vores hænder, og som vi gerne havde været foruden, og derfor har det også været afgørende for os at finde en god løsning, så vores kunder fortsat får den samme gode kvalitet,”

– siger Martin Niemann.

Mister nødvendige faciliteter

Baggrunden for ændringen er, at SuperBrugsen Skagen mister de personalefaciliteter, der i dag er placeret på 1. sal.

Når personalefaciliteterne i stedet flyttes ned i stueetagen, forsvinder de rammer, der er nødvendige for fortsat at kunne drive bageriet videre på en hensigtsmæssig måde.

Derfor har butikken fundet en løsning i samarbejde med SuperBrugsen Sæby, hvor brødet fremover bliver bagt og derefter leveret til Skagen.

“Jeg er utrolig glad for den løsning, vi har fundet med vores gode nordjyske kolleger i Sæby, og det ændrer selvfølgelig ikke på vores ambition om at tilbyde kunderne godt håndværk, høj kvalitet og friskbagt brød hver eneste dag. Det er vigtigt for os at understrege, at kunderne fortsat vil kunne købe det gode brød, de kender fra SuperBrugsen,”

– siger Martin Niemann.

Butikken får mere plads

Forandringen betyder samtidig, at der frigøres plads i butikken.

Når bageriet nedlægges, udvides SuperBrugsen Skagen med cirka 50 kvadratmeter. Det giver ifølge butikken mulighed for at skabe et endnu mere indbydende, rummeligt og overskueligt butiksmiljø til glæde for kunderne.

Ændringen kommer dermed både til at påvirke bageridriften og den fysiske indretning af butikken.

Vil hjælpe medarbejdere videre

SuperBrugsen Skagen arbejder samtidig på at hjælpe de berørte medarbejdere videre.

Målet er, at bageriets medarbejdere får mulighed for at fortsætte deres arbejde i et af kædens øvrige bagerier i Nordjylland.

“Vores bagere besidder en stor faglighed og erfaring, som vi sætter enormt stor pris på. Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem godt videre og støtte dem bedst muligt i denne overgang,”

– siger Martin Niemann.

Ændringerne forventes gennemført i løbet af august og september.