Efter et år hvor Skagen Festival blev afsluttet med røde tal på bundlinjen, har det aldrig været vigtigere med lokalopbakning i form af sponsorater til festivalen 2023.
“Vi har en by, som er helt fantastisk til at støtte os, og det er vi meget taknemmelige for. Det er også vores inderlige håb, at rigtig mange igen vil være sponsor – for helt enkelt sagt: Uden sponsorer – ingen festival”, som den netop nytiltrådte formand for festivalen Jesper Hegaard udtrykker det, og han reflekterer videre over, at det ikke kun er festivalen, Corona-årene har været hårde ved, og det derfor bekymrer ham, om støttelysten og -evnen er lige så stor, som den plejer at være.
“Vi vil rigtig gerne opfordre byen til at støtte os”, siger formanden og henviser til, at festivalen fungerer i vekselvirkning med byen.
“Udover de cirka 10.000 billetter vi sælger til en festival-weekend, får byen yderligere mindst 20.000 gæster, som kommer til byen for at opleve Skagen og den stemning som festivalen sætter på byen”, siger Hegaard om, hvordan festivalen også har stor betydning for Skagen generelt og for butikker og restauranter i byen.
“Uden sponsorer ingen festival og uden festival ingen meromsætning i byen i festivalugen”, siger formanden. Skagen Festival genererer hvert år en omsætning i skagensområdet på mellem 80 og 100 millioner.
Der er bl.a. en helt ny mere brugervenlig hjemmeside på trapperne – her bliver det en nemmere og en bedre oplevelse at lægge en billet i kurven.
Derudover er festivalens design opdateret med by grafik, der viser, at vi befinder os i Skagen, og at det netop er hele byen der summer af liv og musik i festivalsugen.
Tiden er også inde til endnu mere fokus på digital markedsføring, hvor der er større mulighed for at målrette indholdet til specifikke grupper. Det øgede digitale fokus skal også ses i lyset af en dalende interesse for de tunge tryksager så som programbogen, hvor festivalen de seneste år har stået tilbage med et stort oplag.
Der trykkes i stedet et større oplag af den 5-fløjede flyer med program som er mere populær og er nemmere at have med i baglommen.
På trods af de røde tal på bundlinjen, er der optimisme hos festivalen. “Der er gode forklaringer på, hvorfor årets festival ikke blev helt så godt besøgt, som vi havde håbet på,” siger Jesper Hegaard.
“I år var første år efter Corona, og rigtig mange mennesker tog udenlands efter et par år uden den mulighed, hvilket jeg tror, har kunnet mærkes mange steder i Skagen, ikke kun hos os. Og så ramlede vi også sammen med Tour de France på dansk jord og DGI-landsstævnet. Derudover har vi haft festivalen lukket ned i de to Corona-år – og det koster jo også. Det er ligesom med en bil, der har stået stille i garagen, men som stadig har nogle omkostninger”.
Billetterne kommer traditionen tro til salg første søndag i advent, som i år er nu på søndag den 27.november. Festivalen har allerede offentliggjort alle kunstnernavnene heriblandt Poul Krebs, Aura, Outlandish, Johnny Logan, Souvenirs, Anders Blichfeldt & “Det Nye Band”, Ida Gard, Alex Nyborg Madsen & A Circle Of Friends, og mange flere. se det fulde program lige her.
Billetterne købes på: www.skagenfestival.dk
Sidder der nye sponsorer der gerne vil hjælpe festivalen videre, så skriv til: sponsor@skagenfestival.dk