Her til morgen, torsdag den 25. september fik en stor gruppe lokale erhvervsfolk fra Rotary Skagen en ganske særlig oplevelse, da de blev inviteret indenfor i det nye Maskinrummet på Skagen Havn. Det mere end 8.000 m2 store byggeri tager i disse måneder for alvor form, og flere dele af komplekset fremstår allerede nu mere eller mindre færdige.
Under rundvisningen kunne gæsterne blandt andet opleve den imponerende Krupp-motor, der vejer hele 70 tons, og som allerede sidste sommer blev hejst ind i bygningen. Motoren blev i sin tid anvendt som generator under OL i Berlin i 1936 og udgør et centralt element i den kommende udstilling. Netop på grund af dens enorme størrelse måtte den på plads, inden bygningen blev lukket.
Maskinrummet er en storstilet vision fra Henning Kjeldsen, som ønsker at skabe et nyt oplevelsescenter i absolut særklasse. Byggeriet bliver til i samarbejde med A/S Trigon som er arkitekt og bygherrer på projektet.
Når dørene efter planen åbner til påske 2026, bliver det et sted, hvor hele familien kan finde noget at glæde sig over.
Kernen i Maskinrummet bliver de store motorer, veteranbiler, motorcykler og knallerter, som vil begejstre både teknik- og motorentusiaster. Men der er også tænkt på andre oplevelser: En 800 m2 stor modeudstilling med eksklusive tasker, tøj og kufferter fra verdenskendte brands som Louis Vuitton, Hermès, Dior, Prada og Gucci, samt et 120 m2 stort børneområde, hvor de yngste kan lege og udforske.
Samtidig bliver Maskinrummet et oplagt sted for erhvervslivet med et moderne konferencelokale til op mod 400 personer. Og efter en dag fyldt med oplevelser kan gæsterne trække sig tilbage til caféen på øverste etage og nyde den unikke udsigt over hele Skagen.
For Rotary Skagen var besøget en forsmag på, hvad både byens borgere og fremtidige gæster kan glæde sig til, når Maskinrummet til foråret åbner dørene i hjertet af Skagen.