18 September, 2022 Nyheder

Restaurant De2Have er gået konkurs

En deltagelse i Expo 2020 i Dubai ender ud i en konkurs af Danmarks nordligste Restaurant – Restaurant De2Have.

Da forpagterne Peter og Mette Faarkrog Hansen sidste år på denne tid af året pakkede restauranten sammen for at flytte den midlertidigt til Dubai og Expo 2020 var både smil og forhåbningerne store.

Månederne i Dubai skulle dog, desværre, gå en hel del anderledes end håbet.

Til en start var lokalerne og køkkenet som Peter, Mette og deres personale fra restauranten i Skagen skulle rykke ind i langt fra færdige ved ankomsten.

Åbningen blev derfor adskillige uger forsinket.

Dertil kom flere andre små og større problemer henad vejen. For eksempel stod restauranten under vand i nogle dage. Den danske pavillon var nemlig ikke bygget til at modstå regn – for det regner jo aldrig i Dubai. Det gjorde det så pludselig alligevel, som resulterede i at vandet stod ind i kaskader.

Det største problem som Peter og Mette løb ind i var dog at firmaet som de havde betalt intet mindre end 1.800.000 kr. Til i depositum pludselig gik konkurs.

Med ét var de 1,8 millioner kroner væk hvilket altså nu har fået den konsekvens at Restaurant De2Have er gået konkurs.

På trods af at restauranten herhjemme har givet overskud har det desværre ikke været muligt at se en vej ud af gælden fra Dubai eventyret.

Hvad fremtiden byder for Peter og Mette samt restaurationslonalerne med en af landets vildeste udsigter bringer er endnu uvidst.