• Forside
  • Nyheder
  • Ny gruppeformand for Venstre i Frederikshavn Kommune
29 July, 2024 Nyheder

Ny gruppeformand for Venstre i Frederikshavn Kommune

Venstres byrådsgruppe i Frederikshavn Kommune har på et sommergruppemøde valgt ny gruppeformand. Frem til næste byrådsperiode bliver det Jan Bjeldbak, der skal varetage posten. Det sker på baggrund af, at Thomas Jørgensen ønsker at forlade posten.

“Lige siden jeg påtog mig hvervet som gruppeformand, har jeg set mig selv som en overgangsfigur, og det var gruppen indforstået med. Nu kigger jeg ind i en større arbejdsbyrde i mit civile erhverv, så skiftet passer mig fint”, siger Thomas Jørgensen.

Venstre-gruppen takkede på mødet Thomas Jørgensen for det store og veludførte arbejde, som han har leveret. Thomas kom ind på et tidspunkt, hvor bl.a. havnens problemer fyldte meget.

Jan Bjeldbak, der nu bliver gruppeformand, er 55 år, gift, far til tre og bosat i Kilden, Frederikshavn. Til daglig er han uddannelsesleder på Frederikshavn Gymnasium, hvor han har været ansat i godt 25 år. Jan er desuden medlem af Arbejdsmarkedsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

“I gruppen havde vi en god snak om Thomas’ ønske, gruppens forventninger samt opgaverne frem mod valget næste år. Lone Haugaard ønsker f.eks. at fokusere på Venstres valgkamp frem mod kommunalvalget i 2025”, fortæller Jan Bjeldbak.

Han ser frem til samarbejdet med de andre gruppeformænd og glæder sig til byrådsarbejdet i den kommende tid. Med budgetforhandlinger og advokatundersøgelse af havnen i løbet af efteråret, er der nok at tage fat på.

Jan Bjeldbak kan desuden oplyse, at en enig byrådsgruppe på mødet bakkede op om Lone Haugaards kandidatur som spidskandidat ved kommunalvalget i 2025.

“I gruppen ser vi Lone Haugaard som det bedste valg for Venstre. Lone repræsenterer de værdier og det politiske perspektiv, som Venstre og vi som gruppe står for. Med Lone, samt både nye og erfarne kandidater, har Venstre en reel mulighed for at være med til at sikre et borgerligt flertal til valget næste år”, siger den nye gruppeformand.

I forbindelse med skiftet på posten som gruppeformand overtager Lone Haugaard Venstres plads i det midlertidige §17, 4-udvalg med fokus på tiltrækning og tilknytning af unge til kommunen fra Jan Bjeldbak.