12 august, 2023 Kultur

Klovnene indtager Skagen i Galleri Mile

Galleri Mile viser en ny udstilling med kunstneren Lisbeth Graae, som netop er vendt hjem fra en kunstevent i Norditalien, hvor hun var inviteret til at udstille sine klovne. Klovnefiguren er opstået ud fra commedia dell`arte forestillingerne i det italienske folkeliv- og er vel en arketype, som de fleste af os har et forhold til. I billedkunstens verden er klovnen et meget brugt og elsket motiv, et spejl, vi kan holde op for os- og gennem sit gøgleri får den os til at reflektere over livet og vores forhold til medmennesket. Klovnen lærer os, at vi skal le over os selv.

Det ydre og det indre, masken og mennesket.

Det er nu 40 år siden jeg viste mine klovne  første gang i Galleri Redningshuset i Gl. Skagen, men min lyst til at arbejde med klovnene er stadig stor og uændret.

På denne udstilling viser Lisbeth Graae også sine huleparafraser, der er inspirerede af de mange tusinde år gamle malerier i grotterne i Lascaux. Malerierne har en næsten magisk skønhed, som hun oversætter til et mere nutidigt billedsprog. Hun er i en billeddialog med en meget gammel kunsttradition, hvor dyrekroppene er skildret med en spændstighed, rytmik og nerve, som er meget inspirerende.

.

udstilling: 21 – 28 august 2023      åbningstider: alle dage 11 – 19 ( 21/8 – fra kl. 16)