
Med den netop godkendte Trafiksikkerhedsplan 2026-2032 sætter Frederikshavn Kommune sig for at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikulykker med 50 procent inden 2032.
Frederikshavn Kommune ønsker at bakke op om det fælles nationale arbejde med at forbedre trafiksikkerheden. Antallet af personskader i trafikken er generelt svingende, men målet er, at der over en længere periode skal være en positiv udvikling.
I Frederikshavn kommune har antallet af personskader været støt faldende fra 2019-2023, men i 2024 var der en markant stigning i antallet af alvorligt tilskadekomne.
Det lange træk frem mod 2032 skal helt konkret resultere i maksimalt 13 dræbte og tilskadekomne – det vil sige en halvering af det gennemsnitlige antal i perioden 2023-2025.
“Der er et stort behov for at sætte øget fokus på trafiksikkerheden i kommunen, og det skal den nye plan her hjælpe med. Vi har udover at godkende selve planen også netop afsat lige over 728.000 kroner til forskellige samarbejder, kampagner og tiltag, der skal hjælpe os til at nå vores målsætning,”
– siger Mogens Brag, næstformand i Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur.
Fokus på problempunkter I planen bliver der sat særligt fokus på andelen af kommunens cyklister og unge, der begge fylder i uheldsstatistikken.
Sidste år blev der lavet en undersøgelse fra Frydenstrandskolen, der viste, at cirka 65 procent af eleverne selv transporterer sig til og fra skole. Sådan en undersøgelse planlægger administrationen nu at lave årligt på alle kommunens skoler som en del af trafiksikkerhedsplanen.
Frem mod 2032 arbejdes der desuden for, at hele 80 procent af kommunens elever enten skal gå, cykle eller benytte bus til skole. En højnet trafiksikkerhed er derfor en nødvendighed.
Også de ældre unge i aldersgruppen 18-24 år er overrepræsenteret i uheldsstatistikken både på landsplan og lokalt.
Det vil man med trafiksikkerhedsplanen gøre noget ved med kampagner rettet mod unges adfærd i trafikken, ved at understøtte færdselsundervisningen særligt i udskolingen samt sætte fokus på risikovillighed og konsekvenser blandt andet ved førstehjælpskurser i udskolingen.
Også såkaldte eneuheld i åbent land samt sikre veje og stier får ekstra opmærksomhed i trafiksikkerhedsplanen.
Arbejdet med at nå den ambitiøse målsætning for kommunens nye trafiksikkerhedsplan sker på tværs af de kommunale centre med Center for Teknik og Miljø som tovholder, ligesom samarbejdet med kommunens skoler og institutioner samt politiet, Rådet for Sikker Trafik, Cyklistforbundet
og Vejdirektoratet bliver en helt essentiel del af arbejdet med trafiksikkerheden i de kommende år.