• Forside
  • Nyheder
  • Kig forskerne over skulderen: Den strandede brugde fra Ålbæk undersøges onsdag på Nordsøen Oceanarium
11 august, 2026 Nyheder

Kig forskerne over skulderen: Den strandede brugde fra Ålbæk undersøges onsdag på Nordsøen Oceanarium

Den sjældne brugde, som i sidste uge blev fundet død ved Ålbæk, skal onsdag undersøges grundigt af forskere og biologer fra Statens Naturhistoriske Museum, Kattegatcentret, Museum Sønderjylland og Nordsøen Oceanarium.

Gæster får mulighed for at følge arbejdet på tæt hold og komme helt tæt på den imponerende haj.

Dissektionen finder sted på Nordsøen Oceanarium onsdag den 12. august 2026 fra kl. 9.00.

Undersøgelsen forventes at vare omkring tre timer, og undervejs vil chefbiolog Kristina Ydesen fortælle om, hvad fagfolkene undersøger, og hvad de finder.

Hvad døde brugden af?

Der er naturligt opstået mange spørgsmål efter det sjældne fund ved Ålbæk.

Nu håber forskerne, at den grundige undersøgelse kan give nogle af svarene:

  • Hvad døde den af?
  • Hvad har den spist?
  • Hvor gammel var den?
  • Var den i god kondition?
  • Er der tegn på sygdom eller skader?

“En brugde er et meget fascinerende dyr, og når vi får mulighed for at undersøge et helt individ, kan vi få en masse viden. Vi ved endnu ikke, hvad vi kommer til at finde, og det er netop noget af det spændende ved onsdagens undersøgelse,”

– fortæller Kristina Ydesen, chefbiolog på Nordsøen Oceanarium.

Fra sjælden observation til videnskabelig undersøgelse

Brugden blev første gang observeret ved Ålbæk Strand den 6. august, hvor mange mennesker fulgte det usædvanlige syn fra stranden.

Lørdag den 8. august blev brugden desværre fundet død og blev efterfølgende bjerget af personale fra Nordsøen Oceanarium.

Brugden (Cetorhinus maximus) er verdens næststørste nulevende hajart – kun overgået af hvalhajen.

Den lever af at filtrere plankton og små organismer fra havvandet og ses med mellemrum i danske farvande.

Nu skal den døde brugde bidrage med ny viden. Nordsøen Oceanarium gennemfører i samarbejde med biologer og forskere fra Statens Naturhistoriske Museum, Kattegatcentret og Museum Sønderjylland den nærmere undersøgelse af hajen.

Relevante prøver og materiale vil efterfølgende blive bevaret til den videnskabelige samling og kan dermed bidrage til fremtidig forskning og artens bevarelse.

Kig med, når forskerne arbejder

Oceanariets gæster har onsdag mulighed for at følge undersøgelsen og få et unikt indblik i, hvordan forskere og biologer arbejder med et sjældent dyr som brugden.

Tid: Onsdag den 12. august fra kl. 9.00

Sted: Nordsøen Oceanarium, Willemoesvej 2, 9850 Hirtshals

Varighed: Ca. 3 timer