Efter godt tre uger med sporspærring og togbusser er der fra mandag igen direkte togforbindelse fra Skagen mod Hjørring, Aalborg og Hobro. Samtidig er sommerens reducerede køreplan slut, og arbejdet med den sidste aktive perron på Skagen Station er færdigt.

Der er gode nyheder for de mange skawboere, pendlere og gæster, der benytter toget til og fra Skagen.
Fra mandag den 10. august er den omfattende sporspærring mellem Tolne og Frederikshavn ophævet, og dermed kan Nordjyske Jernbaners tog igen køre hele vejen gennem Vendsyssel.
Det betyder, at man igen kan sætte sig i toget på Skagen Station og køre direkte til blandt andet Hjørring, Aalborg og helt til Hobro uden at skulle skifte til togbus undervejs.
Sporspærringen begyndte fredag den 17. juli og varede frem til mandag den 10. august kl. 04.00.
I perioden var omkring 20 kilometer jernbane mellem Tolne og Frederikshavn lukket for togtrafik. Rejsende mellem Skagen og Hjørring måtte derfor skifte mellem tog og togbus undervejs.
Baggrunden har været en omfattende fornyelse af Kvissel Station, hvor Banedanmark blandt andet arbejder med nye skinner, længere og højere perroner samt en niveaufri krydsning af banen. Selve projektet på Kvissel Station fortsætter frem mod november, men den del af arbejdet, der krævede den længerevarende sporspærring, er nu overstået.
Mandag markerer samtidig afslutningen på endnu en sommerændring på Skagensbanen.
I skolernes sommerferie fra den 29. juni til den 7. august har Nordjyske Jernbaner kørt efter en særskilt sommerkøreplan på hverdage. I ferieperioderne kører regionalnettet med timesdrift i stedet for den normale halvtimesdrift i myldretiden.
Nu er den almindelige køreplan tilbage.
Det betyder, at der på hverdage igen er halvtimesdrift på Skagensbanen i de travle morgen- og eftermiddagstimer, hvilket fører til intet mindre end 28 daglige afgange til- og fra Skagen – En mærkbar forbedring ikke mindst for de mange, der bruger toget til og fra arbejde og uddannelse.
Mens der har været færre tog på banen, har Nordjyske Jernbaner samtidig benyttet sommerperioden til at gennemføre en større forbedring på Skagen Station.
Fra den 25. juli har perronen ved spor 3 været under renovering. Perronen er blevet hævet og bragt op til nutidens standard, så den nu ligger i niveau med togenes.
Dermed er der nu niveaufri indstigning fra begge perroner på Skagen Station.
Det gør det lettere at komme ind og ud af togene for alle passagerer, men forbedringen vil især kunne mærkes af blandt andre kørestolsbrugere, personer med gangbesvær og rejsende med barnevogne, cykler eller tung bagage.
Efter nogle uger, hvor togrejsende har skullet holde ekstra øje med både særkøreplaner, togbusser og ændrede adgangsforhold på Skagen Station, er hverdagen således tilbage på skinner.
Fra denne uge er der igen direkte tog sydpå, den normale myldretidsbetjening er tilbage – og Skagen Station har samtidig fået forbedrede adgangsforhold til togene.