
Et af Skagens mest ikoniske vartegn har fået en fremtrædende plads i Aalborg Lufthavn. Grenen er nemlig udvalgt som et af fem nordjyske motiver, der nu pryder store vægge i lufthavnen og skal inspirere både danske og internationale rejsende til at opleve landsdelen.
Det er Destination NORD og Aalborg Lufthavn, der står bag den nye udsmykning, hvor store fotografier af nordjyske natur- og kulturoplevelser er kombineret med dansk poesi.
For Skagen betyder det, at Grenen nu får en synlig plads i en af Nordjyllands vigtigste indgange for besøgende fra både ind- og udland.
Udsmykningen er placeret i lufthavnens Vandrehal og består af fem store fotografier.
Foruden Grenen er Jyske Ås, Sæby Kirke, et af Læsøs karakteristiske tangtagshuse og et street art-værk fra Aalborg blevet udvalgt.
Fotografierne ledsages af danske og engelske tekster fra blandt andre H.C. Andersen, Jeppe Aakjær og Benny Andersen, der skal give billederne en ekstra dimension.
Hos Destination NORD håber man, at de store billeder vil vække nysgerrigheden hos de mange rejsende, som hvert år passerer gennem Aalborg Lufthavn.
“Aalborg Lufthavn er det første møde med Nordjylland for mange tilrejsende, og vi vil gerne tage imod dem på den helt store klinge med billeder, der inspirerer til at tage ud og opleve de mange smukke seværdigheder, der findes i vores område,”
– fortæller Sandra Kjær Enevoldsen, der er marketingchef hos Destination NORD.
Samtidig skal udsmykningen skabe genkendelse og hjemstavnsfølelse hos nordjyder, der vender hjem fra en rejse.
Hos Aalborg Lufthavn glæder direktør Niels Hemmingsen sig ligeledes over, at lufthavnen får en tydeligere lokal identitet.
Med Grenens nye plads i lufthavnen får Skagens velkendte naturattraktion dermed endnu en mulighed for at gøre indtryk på besøgende, længe inden de selv står med fødderne i sandet på Danmarks nordligste spids.