FF Skagen modtog i 2024 458.000 ton råvarer. Scandic Pelagic modtog 92.000 ton sild i 2024
Foto: Csaba Labancz // FF Skagen
For tredje år i træk kan FF Koncernen berette om et flot resultat, der lyder på 102 mio. kr. efter skat.
FF Skagen Koncernens resultat på 102 mio. kr. efter skat kommer efter sidste års rekordår, som lød på 217 mio. kr. efter skat.
”For 2024 forventede vi et tilfredsstillende, men mere normaliseret resultat, og det er derfor glædeligt, at det realiserede resultat endte dobbelt så godt som forventet ved årets start,”
– siger bestyrelsesformand i FF Koncernen, Odd Eliasen.
Direktionen i FF Koncernen er tilfredse med resultatet og retter igen i år en stor tak til alle medarbejderne.
”Produktionen i hele koncernen har kørt upåklageligt. Vi er lykkedes med at øge kapaciteten uden større investeringer, ved løbende at foretage forskellige ændringer, og det er vi meget tilfredse med,”
– siger CEO i FF Koncernen, Johannes Palsson.
Den anden halvdel af FF Koncernens direktion, CFO Lars Leer, supplerer:
”Markedet for fiskemel har været stabilt godt, mens prisen på fiskeolie er faldet markant i 2024. Faldet var ikke overraskende, da prisen på fiskeolie var steget til rekordniveau. Alt i alt er det lykkes os at styre virksomheden godt igennem 2024,”
– siger CFO i FF Koncernen, Lars Leer.
Scandic Pelagic opnår et resultat på 14 mio. kr. efter skat i 2024, hvilket er 12 mio. kr. bedre end sidste år.
”Vi har i indeværende år solgt mere end 30.000 ton marinerede produkter, hvilket er den største mængde i FF Skagens ejertid,”
– afslutter CEO i FF Koncernen, Johannes Palsson.