Velkommen til denne uges udgave af ErhvervsNyt, hvor vi sammen med sydbank ser nærmere på manglen på materialer i industrien, ligesom vi runder den seneste udvikling i detailsalget.
Det danske detailsalg faldt 2,2 procent fra november til december, når der korrigeres for prisudviklingen og normale sæsonudsving. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Detailsalget med ’beklædning mv.’ faldt med 5,5 procent i december, mens salget af ’fødevarer og andre dagligvarer’ faldt med 2,6 procent. Detailsalget med ’andre forbrugsvarer’ – der blandt andet dækker over salg af elektronik – faldt med 1,0 procent.
Det samlede detailsalg har været faldende gennem hele 2022. Det er en udvikling, der blandt andet afspejler, at den høje inflation har ramt forbrugernes købekraft.
Samtidig skyldes en del af faldet i detailsalget, at danskerne er vendt tilbage til mere normale forbrugsmønstre i kølvandet på coronapandemien. Mange danskere har således skruet op for forbruget hos hoteller, rejsebureauer og andre servicevirksomheder, mens de køber færre varer hos detailbutikkerne, der ellers oplevede stor fremgang i salget under pandemien.
Mange industrivirksomheder har indenfor de seneste år oplevet store udfordringer med at få varer og materialer hjem til tiden. Manglen på materialer er dog en aftagende udfordring for mange virksomheder.
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er det nu 32 procent af de danske industrivirksomheder, der melder om mangel på materialer. Det er fortsat en stor andel, men det er langt bedre end i foråret 2022, hvor over 60 procent af landets industrivirksomheder var ramt af mangel på materialer.
Dele af industrien oplever dog fortsat mærkbare udfordringer med at få materialer hjem til tiden. Det gælder især i maskinindustrien, hvor 73 procent af virksomhederne melder om mangel på materialer.
I løbet af de seneste måneder er der også sket et fald i andelen af industrivirksomheder, der melder om mangel på arbejdskraft. Det er således aktuelt 17 procent af landets industrivirksomhederne, der mangler medarbejdere.
Mens manglen på materialer og medarbejdere er aftagende, er der i løbet af det seneste år sket en lille stigning i andelen af virksomheder, der melder om mangel på efterspørgsel.
Denne publikation er udarbejdet på grundlag af informationer fra kilder, som Sydbank finder troværdige. Sydbank påtager sig dog intet ansvar for mangler, herunder eventuelle fejl i kilder, trykfejl eller beregningsfejl, samt efterfølgende ændrede forudsætninger. Sydbank fraskriver sig ethvert ansvar for tab, der måtte have direkte eller indirekte sammenhæng med dispositioner, der er foretaget alene på baggrund af denne publikation. Denne publikation må ikke uden bankens udtrykkelige samtykke offentliggøres eller distribueres videre.