
Efterårsferien bliver alt andet end kedelig hos Caroline og Ronni på Saxild i Skagen.
Onsdag den 14. oktober inviterer de børn og barnlige sjæle til en eftermiddag med kartoffeltryk, græskar og kreativt kaos, mens torsdag den 15. oktober står på fællesspisning og solid efterårsmad i de stemningsfulde stuer på Saxilds Gaard.
Onsdag klokken 12.30 går det løs med det helt store kartoffel- og græskar værksted.
I gamle dage blev efterårsferien som bekendt kaldt kartoffelferien, og på Saxild synes de at navnet fortjener en lille genoplivning.
Derfor bliver kartoflerne fundet frem – dog ikke først og fremmest til middagsbordet.
I stedet skal der laves kartoffeltryk.
Saxild sørger for kartofler, maling og papir, mens deltagerne selv kan tage en trøje eller mulepose med, hvis de har lyst til at udsmykke den med deres helt eget kartoffelmotiv.
Om resultatet bliver en kartoffelblomst, et hjerte eller noget helt tredje, er op til fantasien.
Oktober betyder naturligvis også Halloween, og derfor bliver der mulighed for at udhule sit eget græskar og tage det med hjem.
Græskar koster 30 kroner stykket og skal bestilles på forhånd ved at sende Saxild en besked på Facebook eller Instagram med navn og antal græskar.
Kartoffeltrykket er derimod ganske gratis.
De yngste deltagere får også gratis saftevand, mens de voksne kan købe en kop kaffe og følge med i det kreative arbejde.
Arrangementet foregår i et telt, så Saxild opfordrer til varmt tøj – og gerne også tøj, der kan tåle en smule maling.
Caroline og Ronni håber, at eftermiddagen kan blive begyndelsen på en ny lille efterårstradition på Saxild.
En dag med plads til både børn, voksne, kreativitet og den særlige hygge, der følger med, når efteråret for alvor har meldt sin ankomst.
Eller som de selv formulerer det:
Måske kan man om 20 år se tilbage og sige:
“Kan I huske dengang, kartoffelferien begyndte på Saxild?”
Dagen efter bliver pensler, kartofler og græskar skiftet ud med tallerkener og langborde.
Torsdag den 15. oktober inviterer Caroline og Ronni nemlig indenfor til fællesspisning i Saxilds stemningsfulde stuer.
Menuen er tilpasset årstiden med en god, solid omgang hjemmelavet gullash, lavet fra bunden med gode råvarer.
Prisen er 150 kroner pr. person, og her er én lille genstand inkluderet.
De, der stadig har plads efter gullashen, kan runde aftenen af med gammeldags æblekage.
Desserten kan tilkøbes for 50 kroner.
Fællesspisningen bliver afviklet omkring langbordene, hvor målet endnu en gang er det enkle: god mad, nærvær og den uformelle stemning, som Caroline og Ronni gennem deres første sæson har gjort til en central del af oplevelsen på Saxild.
Tilmelding til fællesspisningen er nødvendig og sker på mail saxildc@yahoo.com eller telefon 60 55 18 71.
Saxild holder naturligvis også åbent i efterårsferien for gæster, der ønsker en velsmagende frokost, nyde en kølig drink, hvis efterårssolen viser sig fra sin bedste side, eller søge indenfor i de hyggelige stuer til kaffe og et stykke lagkage.
Der er med andre ord lagt op til nogle dage, hvor efterårsferien kan nydes i et lidt langsommere tempo – med kartofler og maling den ene dag, gullash ved langbordene den næste og kaffe, lagkage eller en god frokost indimellem.