Er du glad for frisk luft, effektiv træning og sjov i godt selskab, så bør du nok læse videre.
Med start mandag d. 19. juni inviterer Skagen Havkajakklub nemlig igen naturglade fastboende og gæster til begynderkursus i Stand Up Paddleboard – i folkemunde nok bedre kendt som SUP.
”SUP er med den rette teknik super god træning for fysikken. Når du står på vandet, og padler afsted, så er hele kroppen i brug. Suveræn core og balancetræning.” – Sådan lyder det fra Peter Nissen, der igen i år er instruktør på kurset. ”SUP er for alle køn og vægtklasser, dog skal man være 16 år for at kunne deltage på sommerkurset.”
På kurset får man som deltager de nødvendige færdigheder, så man padler med den rette teknik. For uden den padler man ikke særligt hurtigt ligesom overbelastnings-skader kan være en uheldig bivirkning. Og så er der lige det der med sikkerheden…
”Leg og sport på SUP ser sjovt og ufarligt ud, men respekt for naturens kræfter har førsteprioritet, og derfor er undervisning i sikkerhed, vind og bølger en vigtig del af kurset”, fortæller Peter Nissen. ”Vores ro-vand kan være udfordrende, men ved dels at mestre teknik og ved at have lært om havets luner, så er deltagerne godt stillet ved uheld eller hvis de på vandet overraskes af eksempelvis hurtige vejrskift.”
Kurset gennemføres efter DGI’s retningslinjer, og efter endt kursus og aflagte prøver udstedes bevis som SUP – padler.
Skagen Havkajakklub stiller kvalitetsboards (- og altså ikke oppustelige), pagajer og svømmeveste til rådighed under kurset, der afvikles over 4 gange hhv. 19. + 21. + 26. og 28/6 – alle dage fra kl. 19 – 21.
Deltagelse koster kr. 600.- og inkluderer klubmedlemskab og fri adgang til klubbens SUP – udstyr i resten af 2023.
SUP har de seneste år været en af de mest populære sportsgrene indenfor vandsport, og kan dyrkes af børn og voksne i alle aldre.
Tilmelding og spørgsmål til instruktør Peter Nissen på T: 5152 8831.