19 maj, 2023 Nyheder

Billetsalget til Skagen Knallerttræf 2023 starter snart

Allerede sidste år blev der både “on air” i bedste sendetid samt her i Skagen tænkt store tanker om en stor knallertfest i Skagen.

Til at starte med var der blot tale om en paradekørsel som afslutningen på Peter Ingemanns mange ture rundt i landet på Knallert som i sin tid startede her på toppen af Danmark, og derfor naturligvis også, nu han har været hele landet rundt i bogstaveligste forstand, også skulle slutte her længst mod nord.

Som tiden er gået har tankerne dog spiret og hvad der startede som en stor paradekørsel bliver nu til en hel weekend med knallertfest i hjertet af Skagen.

Det er Skagen Kultur- og Fritidscenter der er arrangører på selve knallertfesten som kommer til at foregå i og omkring Skagenhallen. Hele området bliver ganske enkelt omdannet til én stor festivalplads – et sandt paradis for alle med hang til knallerter.

Der er således garanti for godt selskab, god musik og mad som vor mor lavede den når Skagenhallen er værter for Skagen Knallertfest 2023 d. 1. og 2. september.

Kun 2150 billetter i salg

Grundet diverse begrænsninger fra myndigheder af sikkerhedsmæssige årsager, kan der desværre kun sættes 2.150 billetter i salg.

Det er med andre ord om at være hurtig når billetsalget skydes i gang på mandag d. 22. maj kl. 10.

Billetprisen bliver 995,- pr. person som dækker adgang til festivalpladsen og således et væld af god underholdning begge dage samt et måltid mad, ligeledes begge dage.

Udover den store knallertfest ved Skagenhallen er der lørdag d. 2. september paradekørsel med Peter Ingemann i spidsen gennem hele Skagen.

Ruten for paradekørslen ser således ud:

Der startes fra Skagen Stadion hvorefter turen går gennem hele byen og slutter ude på Grenens parkeringsplads.

Her vil Peter Ingemann tale til alle de deltagende knallertkørere og dette vil samtidig være det endegyldige slutpunkt for Ingemanns knallert rundtur i Danmark.

Du kan læse meget mere om arrangementet lige her.