• Forside
  • Nyheder
  • Indlæg: Vi vil have rent vandmiljø i hele Danmark – Stop overløb af spildevand – sørg for ordentlige målinger og data
05 september, 2026 Nyheder

Indlæg: Vi vil have rent vandmiljø i hele Danmark – Stop overløb af spildevand – sørg for ordentlige målinger og data

Af Tina Madsen og Bente Andersen

Vi skal alle kæmpe for et renere vandmiljø uanset om det er vores vandløb, åer, fjorde eller kystvande, men for at sikre, at vi også får et renere vandmiljø, er det nødvendigt at få belyst alle eller i hvert fald de væsentlige kilder til forurening.

En af de kilder er urenset spildevand ved overløb fra rensningsanlæggene. I skrivende stund er der ingen klare data på hvor stor en andel urenset spildevand, som udledes direkte til vandmiljøet. Der er heller ingen data på hvilke stoffer og i hvor store koncentrationer stofferne findes, når de udledes direkte til vores vandmiljø.

Der kan findes data for overløb, hvilket du bl.a. kan finde via linket Rent Hav- udledning af spildevand – Google My Maps, men en del af de data er ikke baseret på målinger, men estimeret mængder foretaget af personel på spildevandsanlæggene.

Og hvad indeholder urenset spildevand så? – det er et af de spørgsmål som ikke kan besvares, da der hverken måles på mængden af næringsstoffer eller andre miljøfremmende stoffer – det eneste vi ved er, at når urenset spildevand udledes så kommer det røde flag op på vores strande! Men hvor er det røde flag til ”de encellede organismer” nederst i fødekæden, der sikrer liv i vores vandløb, åer, fjorde og kystvande – for uden ”de encellede organismer” er der ingen fisk. De skal tåle en ukendt cocktail af miljøfremmede stoffer, fordi vi nu engang har besluttet at urenset spildevand ikke betyder noget.

Vi må heller ikke glemme at selv renset spildevandet også indeholder miljøfremmede stoffer – for renset spildevand i Danmark betyder at næringsstofferne for størstedelen er fjernet, men der renses ikke for miljøfremmende stoffer.

Denne usikkerhed er ikke ordentlig overfor vores vandmiljø og som badegæst langs vores kyster vil jeg da også gerne vide hvornår og hvor meget urenset spildevand og hvilken cocktail af miljøkemi jeg kan forvente at skulle bade i …

– Så stop med at bruge estimeret data til at definere omfangets størrelse – nu skal det måles så vi sikrer at omfanget kendes –derigennem kan de vigtige skridt tages der sikrer blåt badeflag hele året både til os selv men også til vandmiljøets beboere.

Støt derfor borgerforslaget ”Udledning af urenset spildevand til åer, vandløb, fjord og hav” hvis du også mener at vi skal have konkrete data og ikke estimeret skøn på omfanget af udledningerne fra vores rensningsanlæg.

Link til borgerforslag: https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-24924