• Forside
  • Det sker
  • Det sker i uge 33: Musik, egnsspil, natur og masser af oplevelser i Skagen
10 august, 2026 Det sker

Det sker i uge 33: Musik, egnsspil, natur og masser af oplevelser i Skagen

Sommeren er langt fra slut i Skagen. Uge 33 byder blandt andet på aftensang ved Vippefyret, egnsspil på Kystmuseet, livemusik, italiensk aften, guidede ture og oplevelser i den skagenske natur. Her får du et overblik over noget af det, der sker i løbet af ugen.

Selv om kalenderen nu skriver midten af august og hverdagen begynder igen for mange, er der fortsat masser at opleve i Skagen.

Uge 33, fra mandag den 10. til søndag den 16. august, byder på et bredt program med både kunst, kultur, musik, historie, gastronomi og naturoplevelser.

Denne uges “Det sker i Skagen” bringes i samarbejde med Toppen af Danmark og den nye eventkalender Eventsyssel.

Mandag: Se Skagen fra søsiden

Ugen kan blandt andet begyndes til søs.

Postbåden Tunø sejler fra Oplevelsescenter Maskinrummet og giver mulighed for at opleve Skagen fra en anderledes vinkel. Den omkring 90 minutter lange tur byder på udsigt til kysten, havnen og flere af områdets kendte steder. Der sejles både kl. 11.30 og kl. 14.00.

Mandag er der desuden kirkegårdsvandring fra kl. 10.00 til 12.00, hvor gravstenene på Skagen Kirkegård bliver udgangspunkt for fortællinger om mennesker og historie, mens Skagen Salmon inviterer på rundvisning kl. 16.00.

Tirsdag: Skagen fra luften, naturen og kunsten

Tirsdag er der mange forskellige muligheder.

Fra kl. 10.00 kan Skagen opleves fra oven på en helikopterrundflyvning, mens Skagen Odde Naturcenter inviterer på ravtur og kystvandring på Nordstrand. Samme formiddag kan man lære mere om lokale snapseurter på Naturhistorisk Museum.

Kl. 10.30 ruller den historiske Bedford-bus fra 1937 ud på en guidet tur gennem Skagen, og kl. 11.00 er der guidet omvisning på Skagen Kunsthus.

Om eftermiddagen kan man gå i skagensmalernes fodspor på en guidet tur gennem Malernes Østerby fra kl. 14.00 til 16.00 eller deltage i omvisningen “Tak for mad” på Skagens Museum kl. 14.00.

Onsdag slutter med fællessang ved Vippefyret

Onsdag morgen er der mulighed for at komme helt tæt på livet på Skagen Havn, når en guidet tur begynder allerede kl. 08.00.

Kl. 10.00 går turen mod Råbjerg Mile på en guidet vandring, og senere på dagen kan man blandt andet følge arkitekten Ulrik Plesners spor gennem byen eller komme med på omvisning i Anchers Hus. Skagen Salmon byder ligeledes indenfor til rundvisninger.

Dagen kan passende rundes af ved Vippefyret.

Kl. 20.30 inviteres der til en halv times fællessang med danske sommersange under ledelse af operasanger Jens-Christian Wandt. Arrangementet er gratis, og der kræves ingen tilmelding.

Torsdag: Fiskernes Skagen og Drachmann-aften

Torsdag kan børn og voksne igen tage på ravtur ved Nordstrand, mens Bedford-bussen også er på gaden.

Om eftermiddagen går den guidede tur “Fiskernes Vesterby” gennem en del af Skagen, hvor byens gamle fiskermiljø og historie er i centrum. Kl. 14.00 er der desuden omvisning om Drachmanns liv og kunst i Drachmanns Hus.

Om aftenen fortsætter Drachmann-temaet på Iscaféen.

Fra kl. 20.00 til 22.00 står Drachmann-kvartetten for en aften med digte, sange, tekster og fortællinger af og om Holger Drachmann.

Fredag: Svampe, kunst, egnsspil og masser af livemusik

Fredag bliver en af ugens helt store oplevelsesdage.

Kl. 10.00 inviterer Naturhistorisk Museum til svampeplukning, og kl. 14.00 kan man komme med på en guidet tur om Skagensmalerne på Skagens Museum.

Kl. 15.00 går Martin Von Seelen på scenen på Skagen Bryghus, inden Kystmuseet Skagen kl. 17.30 danner rammen om egnsspillet “Pigen fra Himlen”.

Aftenen byder også på livemusik flere steder i byen. Anne Møller spiller på Plesners Badehotel fra kl. 19.30, Mads Toghøj spiller på Skagen Fiskerestaurant fra kl. 20.00, og Pure Drunks indtager Viseværtshuset kl. 21.30.

Lørdag: Italiensk aften og musik over hele byen

Lørdagen fortsætter i samme spor.

Bedford-bussen kører igen fra Maskinrummet kl. 10.30, og der er blandt andet mulighed for museumsrundvisning på Kystmuseet.

Kl. 15.00 spiller Hell Friis Overband på Skagen Bryghus, mens egnsspillet “Pigen fra Himlen” denne dag opføres kl. 16.00 på Kystmuseet.

Hos Bodilles Kro begynder kl. 18.00 en italiensk aften med fem retter og fri vinbar, hvor gæsterne bliver taget med på en kulinarisk rejse gennem det italienske køkken.

Senere på aftenen spiller Hornshøj Duo på Plesners Badehotel kl. 19.30, Mads Toghøj er tilbage på Skagen Fiskerestaurant kl. 20.00, og Pure Drunks spiller endnu en aften på Viseværtshuset fra kl. 21.30.

Søndag: Egnsspil og oplevelser for hele familien

Søndag er der stadig mulighed for en tur gennem Skagen i Bedford-bussen fra 1937, og familier kan blandt andet tage i Skagen Bio, hvor “Paw Patrol – Dino Filmen” vises kl. 13.30.

Kl. 16.00 opføres “Pigen fra Himlen” for tredje og sidste gang i denne uge på Kystmuseet Skagen.

Endnu mere at opleve

Ovenstående er kun et udvalg af ugens mange arrangementer.

Eventsyssel.dk kan man søge blandt aktuelle koncerter, guidede ture, familieaktiviteter, naturoplevelser, madarrangementer og meget andet i både Skagen og resten af Vendsyssel.

Arrangører har samtidig mulighed for selv at indsende deres arrangementer til kalenderen.

Kunst og udstillinger hele sommeren

Kunstinteresserede kan blandt andet besøge Skagens Museums udstillinger Romantiserede Rebeller og Tak for mad: Skagensmalernes spisekammer.

Førstnævnte genfortolker skagensmalernes værker, mens Tak for mad undersøger kunstnerkoloniens forhold til mad, lokale råvarer og måltidets betydning.

Derudover er der åbne gallerier flere steder i byen.

De faste Skagen-oplevelser holder åbent

Ud over ugens arrangementer er der også mulighed for at besøge blandt andet Grenen med Sandormen, det nye Oplevelsescenter Maskinrummet, Den Tilsandede Kirke, Det Grå Fyr, Vandtårnet, Skagen Fodboldgolf, minigolf ved Poul Eeg Camping eller ved Dinogolf og byens mange museer.

Den historiske Bedford-bus kører rundture tirsdag til søndag, mens der også sejles ture med postbåden Thunø flere gange dagligt – begge med udgangspunkt fra Oplevelsescenter Maskinrummet.

Programmet ovenfor er kun et udvalg. Den samlede og løbende opdaterede oversigt kan findes i Toppen af Danmarks nye eventkalender, hvor det er muligt at søge efter aktiviteter på bestemte dage og inden for forskellige kategorier.