
Nytårskoncerterne på Kulturhus Kappelborg er for mange blevet en fast og kær Skagen-tradition – og årets udgave var ingen undtagelse.
Som noget af det første i koncerten holdt konferencier, operasanger og Skagen-ambassadør Jens-Christian Wandt en ganske særlig nytårstale til ære for Lars Illum, der gennem mere end et årti har været en afgørende drivkraft bag Kulturhus Kappelborgs linje, identitet og udvikling.
Lars Illum stod selv bag initiativet til nytårskoncerterne tilbage i 2013 og har siden år efter år samlet trådene: sammensat programmet, engageret de medvirkende og budt velkommen, inden han traditionen tro gav mikrofonen videre med ordene: “På med vanten”.
I år var det anderledes. Lars Illum stod ikke på scenen – men han var til stede i salen, da Jens-Christian Wandt hyldede hans indsats og satte ord på både taknemmelighed, vemod og håb for fremtiden på Kappelborg ved nytårskoncerten lørdag aften.
Herunder kan du læse talen i fuld længde.
nytårstalen i fuld længde:
“Nytårskoncerterne her på Kappelborg har fundet sted siden 2013, og er gennem årene blevet en vigtig Skagen-tradition. Det er Kappelborgs leder gennem alle årene, Lars Ilum, der tog initiativ til koncerterne, og som gennem alle årene har sammensat programmet og engageret de medvirkende, og også hvert eneste år stået her og budt velkommen til koncerten, inden han med ordene ”På med vanten” – gav mikrofonen videre til mig som koncertens konferencier.
Derfor er det også mærkeligt at Lars ikke står her i dag. Han er blevet noget så fornemt som ”Fritstillet med fuld løn” indtil sin pension senere på foråret. Det er trist, ikke mindst set i lyset af det kulturliv i Skagen som Lars Ilum har sat sit stærke præg på siden 2011, hvor han blev Kulturhusets 1. leder, en stilling han har beklædt indtil nu, – men man har ikke helt kunnet blive enige om den fremtidig drift af huset her, og han er derfor blevet fritstille.
Man ser mange steder at Kulturliv og kommunalt embedsværk ikke altid er den bedste kombination, og kan være udfordrende for den kreativitet og den ånd som udgår fra et kulturhus. Man kan så fundere over titlen ”Fritstillet” – for det er jo netop det kunsten handler om, at sætte os fri, stor kunst er både fri og befriende. Så på den måde er det at være fritstillet også en ærestitel – når man så samtidig får fuld løn, så kan det næsten ikke blive bedre.
Hvad så med Kappelborg og husets fremtid? Ja lad mig kort fortælle jer at i forbindelse med det ledelsesskift man står overfor nu, så har et stort flertal af Kappelborgs 45 sponsorer, etableret et sponsornetværk kaldet Støttekomiteen for Kulturhus Kappelborg.
Venneforeningen og støttekomiteens ønske er, at der her på Kappelborg etableres en selvforvaltning, hvor huset får en egen selvstændig bestyrelse der varetager driften og ansætter dets personale, herunder kulturhusets leder. De nuværende kommunale institutioner skal naturligvis forblive i huset, ligesom Frederikshavn Kommune fortsat skal yde driftstilskud på hidtidigt niveau.
Der er positive drøftelser med Kommunens administration, og politisk vil tankerne om selvforvaltning bliver behandlet i løbet af dette år. Man håber at det hele kommer på plads i løbet af foråret.
Så der er absolut lys forude, gode Skagboer arbejder på at sikre fremtiden for dette vigtige kulturhus, og samtidig sørge for at den linje og det fundament som huset står på, fortsætter på bedste vis.
Lad mig så slutte denne lidt anderledes nytårskoncert-velkomst, med at vende mig mod dig Lars, for jeg ved du er til stede her i aften. Det er enestående hvad du gennem årene har skabt her her på Kappelborg. Nytårskoncerten, opera-masterclass, frokostjazz, et væld af teaterforestillinger, koncerter, udstillinger, skaterpark, særlige indsatser med unge, og meget andet. Et varieret program med både det populære og det eksperimenterende, helt i takt med den ånd som prægede Skagens-kunstnerne og som netop med huset her stadig præger kulturen her i byen.
Vi er kede af at du nu stopper, men vi er glade og taknemmmelige for alt det du har skabt i dette hus, – de store og tankevækkende oplevelser du har givet os gennem alle årene. Så på vegne af sponsorer, støtteforeningen, og venneforeningen, – ja jeg tillader mig at sige på vegne af mange af os der bruger Kappelborg, vil jeg gerne sige dig en stor og varm tak for dit virke her i huset, tak for alt hvad du har gjort for kunsten og kulturlivet her i Skagen. TAK!”
Efter Jens-Christian Wandt havde holdt talen ved aftenens koncert kl. 19.30, hvor Lars Illum selv var til stede. kvitterede publikum med stående applaus i flere minutter og sagde på den måde tak til Lars Ilum for alt hvad han har gjort for Skagens kulturliv – ikke mindst på Kappelborg.
Lars Illum var tydeligt rørt og man kunne se at denne gestus og kærlighed fra Skagboerne i den grad gik i hjertet på ham.
Så, som Jens-Christian Wandt efterfølgende udtalte:
“Det var godt vi fik sagt ham tak.”
Med både talen og publikums reaktion blev det en aften, der ikke alene markerede en nytårstradition, men også en tydelig og rørende anerkendelse af den indsats, som Lars Illum har lagt i Kulturhus Kappelborg og kulturlivet i Skagen gennem årene.
Du kan læse vores oplevelse af Nytårskoncerten lige her