
De omkring 400 boligejere i Bankekvarteret på begge sider af Nordsøvej har lige nu chancen for at komme på fjernvarmen og samtidig få tilskud fra afkoblingspuljen til at komme af med deres olie- eller naturgasinstallation.
Afkoblingspuljen er også åben i 2026, og Skagen Varmeværk er klar til at starte udrulningen af fjernvarme til det store boligområde mellem Lille Skagen og Hamiltonvej.
Der har været afholdt beboermøde, og her var stemningen positiv. Boligejerne i området har imidlertid ikke været så hurtige til at indgå aftaler med varmeværket, og det er et problem, hvis projektet skal gennemføres.
Hovedledningen skal ligge i Nordsøvej, og den skal etableres i samme arbejdsgang som kommunens nye kloakledning. Et arbejde, der starter allerede til februar. Men for at Skagen Varmeværk kan få økonomi i det store projekt og sætte ledningsarbejdet i gang, skal der være tilslutning fra 60 pct. af boligejerne, og her er man altså kun nået op på ca. 12 pct.
“Vi ved fra tidligere udbygninger, at mange først tilmelder sig, når de ser gravemaskinerne på vejen, men det går altså ikke i dette tilfælde. Her er man nødt til at tilmelde sig på forhånd. Det vil sige inden 16. december. Herefter tager bestyrelsen beslutning om, hvorvidt arbejdet skal gå i gang, eller projektet skal opgives,”
– siger varmeværkets direktør, Thomas Rasmussen.
Hvis Skagen Varmeværk opnår den nødvendige tilslutning, vil hovedledningen blive etableret i foråret og de første boliger være forsynet med fjernvarme i april-maj. Hele Bankekvarteret vil være tilsluttet inden august 2027.
Tilskud fra afkoblingspuljen betyder, at man får lukket og fjernet naturgasforsyningen til ejendommen uden omkostninger. Det ville ellers koste omkring 10.000 kr. Varmeværket kan samtidig tilbyde en komplet fjernvarmeinstallation til 40.000 kr. inklusive bortskaffelse af olie- eller naturgasfyr.
“Vi har en gylden mulighed lige nu, fordi fælles nedgravning af hovedledning sammen med kloakeringen giver en stor besparelse. Men det kræver, at vi arbejder hurtigt, og at boligejerne tager en hurtig beslutning. Så det vil jeg opfordre til,”
– siger Thomas Rasmussen.
Skagen Varmeværk kan kontaktes på tlf. 98 44 17 66.