• Forside
  • Nyheder
  • Markant Folkesocialist fra Skagen trækker sig fra kommunalpolitik
02 august, 2025 Nyheder

Markant Folkesocialist fra Skagen trækker sig fra kommunalpolitik

Byrådsmedlem Martin Tøttrup Kelkelund fra Socialistisk Folkeparti (SF) har meddelt bestyrelsen for SF i Frederikshavn Kommune, at han stopper, når nuværende valgperiode udløber 31. december 2025 og dermed ikke genopstiller til kommunalvalget i november 2025.

Martin Tøttrup Kelkelund formåede ellers at komme højt på listen ved urafstemningen i partiet i marts måned, og har været kendt som en markant politiker med toneangivende holdninger indenfor autocampere, turismepolitik, musikstøj og tiltrækning af nye borgere.

“Det er pga. øget opgaver i mit almindelige arbejdsliv gældende fra 2026, som gør, at jeg desværre er nødt til at trække mig,”

– siger Martin Tøttrup Kelkelund, som til daglig arbejder som speciallæge, og tilføjer:

“Det kommer ikke til at hænge sammen. Udover mit almindelige arbejde, så laver jeg også lægefaglige opgaver i udlandet herunder Afrika. De opgaver kommer til at stige i antal fra næste år men dog i en afgrænset periode. At være byrådspolitiker er i den virkelige verden ikke et ”fritidsjob” selvom det er tiltænkt sådanne. Det er rigtig mange timer om ugen, man anvender, så jeg har været nødt til at træffe et valg. I min lærebog, gør man ikke noget halvhjertet, og slet ikke med de store udfordringer vi har i Frederikshavn Kommune.”

Borgmesterkandidat og gruppeformand Christina Lykke Eriksen fra SF begræder, at partikollegaen har valgt at stoppe, når perioden udløber.

“Det er da brandhamrende ærgerligt. Martin er en markant politiker og en god samarbejdspartner. Der lyttes, når Martin åbner munden. Vi kommer i den grad til at savne ham. Jeg glædes dog over, at vi har et stærkt kandidathold i SF til kommunalvalget, og så glædes jeg over, at Martin har valgt at gøre en forskel ude i verden. Jeg håber, Martin på et tidspunkt kommer tilbage i politik, for vi har brug for sådan én som ham,”

– udtaler Christina lykke Eriksen.

Om politik er et endegyldigt afsluttet kapitel, afvises af Martin Tøttrup Kelkelund selv.

“En politisk interesse og integritet er ikke noget man vælger til og fra. Det er noget man har. Vi må se, hvad fremtiden bringer. Hvis folk tror, at nu slap de af med ham, så tror jeg godt, at jeg kan love, at det gjorde de – men kun for en stund. Derudover er jeg er fortsat medlem af SF, og vil deltage i vores medlemsmøder i den udstrækning tiden tillader, og har da fortsat tænkt mig at præge vores politik.”

Udover at være Byrådsmedlem for Socialistisk Folkeparti i Frederikshavn Kommune er Martin Tøttrup Kelkelund Næstformand i Plan- og Miljøudvalget, Medlem af Arbejdsmarkedsudvalget samt Bestyrelsesmedlem i Skagens Kunstmuseer.