• Forside
  • Nyheder
  • Åbent hus på de gymnasielle uddannelser i Frederikshavn
10 januar, 2025 Nyheder

Åbent hus på de gymnasielle uddannelser i Frederikshavn

I den kommende uge inviterer både Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Handelsskole indenfor til åbent hus.

Her kan kommende elever og deres forældre få en forsmag på gymnasie- og handelsskolelivet.

Læs mere herunder:

Frederikshavn Gymnasium

Mandag den 13. januar kl. 19.00 inviterer Frederikshavn Gymnasium til åbent hus for kommende elever og deres forældre.

Her har du mulighed for at høre oplæg om uddannelserne, de sociale aktiviteter, støtte til elever med særlige udfordringer og meget andet. Du kan også få en snak med elever, lærere og studievejledere, ligesom det er muligt at overvære undervisning. Vokalensemblet VOX Øst står for underholdningen.

”En del af vores åbent hus handler naturligt om fag og undervisning, men det handler også om mulighederne for at være med i musical, elevråd, deltage i sportsturneringer, gå i lektiecafé, øve i skoleband, festudvalg, styrketræne og meget andet. Det vil vi også gerne fortælle om, for på Frederikshavn Gymnasium handler det ikke bare om at blive til noget, men også om at blive til nogen”, siger rektor Thomas Svane.

Thomas Svane glæder sig over, at en stor del af gymnasiets nuværende elever har meldt sig som tutorer, der denne aften vil guide rundt på skolen, informere og svare på spørgsmål. Andre elever vil til gengæld have aftenundervisning, som aftenens gæster kan besøge og her få et indtryk af undervisningen i en lang række fag.

Aftenen indledes dog i gymnasiets festsal, hvor rektor Thomas Svane og studievejleder Line Frøkjær vil byde velkommen og introducere Frederikshavn Gymnasiums mange muligheder.

”Ved siden af vores velkendte uddannelser STX og HF, har vi nogle helt særlige tilbud til de unge mennesker. Som noget helt nyt udbyder vi til august en 3-årig HF Struktur for unge med særlige behov og som det eneste sted i Danmark, kan du læse Maritim Student i både en HF- og en STX-udgave hos os. Vi er i det hele taget den ungdomsuddannelse i byen med den største bredde i vores uddannelser, studieretninger og faglige tilbud, og vi har desuden et væld af gode aktiviteter ved siden af undervisningen. På Sportsakademiet får du plads i skemaet til at dyrke sport uden at gå på kompromis med fagene, og er du til sang, musik og musikproduktion, kan du høre mere om det nye Musikakademi. Alt det og meget mere kan vi næsten ikke vente med at fortælle interesserede unge om,” slutter Thomas Svane.

Er du interesseret i åbent hus, møder du bare op. Der er ingen tilmelding. Aftenen sluttes af i festsalen, hvor der vil være mulighed for en snak med elever, lærere, studievejledere og repræsentanter fra STX, HF, HF Struktur, Sportsakademiet, Musikakademiet og Maritim Student.

Frederikshavn Handelsskole

Onsdag den 15. januar kl. 19.00 holder Frederikshavn Handelsskole åbent hus, hvor man kan høre om handelsgymnasiet HHX og dens fem studieretninger samt erhvervsuddannelserne EUD og EUX Business.
I år slår Frederikshavn Handelsskole på Kirkegade 9 dørene op til åbent hus onsdag den 15. januar klokken 19, hvor de ser frem til at byde nysgerrige unge og deres forældre velkommen.
–    Vi håber at se en masse unge mennesker og deres forældre. Vores undervisere, elever og tidligere elever er klar til at give dem en introduktion til vores uddannelser og livet på skolen. Vi har en vifte af uddannelser, som rummer forskellige studieretninger og specialer, så man kan tone sin uddannelse i den retning, som man har sin interesse. Vi tror på, at en ungdomsuddannelse er mere end faglighed, så man kan også få indblik i vores mange aktiviteter for fællesskabet, fortæller direktør Brian Andersson.

Handelsgymnasiet HHX er blevet stigende populært de senere år også på landsplan. Det er en moderne gymnasial uddannelse med praksisnær undervisning og en tæt kobling til erhvervslivet, Man kan på Frederikshavn Handelsskole tone sin uddannelse inden for Økonomi, Kommunikation & Sprog, Iværksætteri, Globalisering eller Global Communication, hvor undervisningen foregår på engelsk. Efter de tre år i gymnasiet kan man læse videre på universitetet eller andre videregående uddannelser, og man kan også fortsætte direkte i en virksomhed som trainee eller elev.
Erhvervsuddannelser med mange perspektiver
Man vil også kunne høre mere om erhvervsuddannelserne EUD Business og EUX Business. EUD Business er en hurtig vej til en læreplads inden for detail (butikker) eller handel, som er business 2 business. Efter ét år på skolen, er man klar til en læreplads. En EUD giver også adgang til en lang række videregående uddannelser som fx service- og oplevelsesøkonom eller designteknolog.
Med EUX Business får man på to år både en gymnasial studentereksamen og en erhvervsfaglig uddannelse, som man kan bruge til at læse videre eller gå i lære inden for detail, handel eller kontor.
Klokken 19.00 går programmet i gang i skolens auditorium, hvor undervisere, elever og tidligere elever fortæller. Derefter kan man høre om de forskellige studieretninger og Sportsakademiet, som giver eleverne mulighed for at kunne kombinere sport og uddannelse.