27. april afholder Frederikshavn Kommune et arrangement for alle 70- og 75-årige fra Skagen, Hulsig og Ålbæk. Her kan de inviterede høre mere om de tilbud til ældre, der er i kommunen.
Du er inviteret til 70- og 75-års fødselsdag. Sådan lyder en invitation, som Frederikshavn Kommune har sendt til alle i Skagen, Hulsig og Ålbæk, som er født i 1948 og 1953, og dermed fylder 70 eller 75 år i år.
Arrangementets formål er at fortælle om de tilbud, der er til ældre i kommunen. Det er et tilbagevendende arrangement til de 75-årige. Men i år er deltagerlisten udvidet, sådan at 70-årige også kan deltage.
70- og 75-års fødselsdag bliver holdt torsdag 27. april kl. 13.00-15.15 i Skagen Sportscenter.
Kommunen holder arrangementet for at informere borgerne om de tilbud, kommunen, kulturinstitutioner og foreninger har til ældre. Omkring 30 foreninger og kommunale aktører opsætter stande, som deltagerne kan gå på opdagelse i. Men arrangementet fungerer også som en forebyggende indsats, hvor emner som sundhed og ensomhed er på dagsordenen.
Dagens program byder på velkomst ved Ole Rørbæk Jensen, sang fra Skagen Viseklub, et oplæg af Borgerservice om digital fuldmagt og it-sikkerhed og et oplæg om de forebyggende hjemmebesøg, som kommunen tilbyder. Og så serveres der selvfølgelig kaffe og kage til.
Indbydelserne er sendt ud til 325 personer på e-Boks eller i deres postkasse. De inviterede må gerne tage en gæst med.