Allerede før Uffe Ellemann døde var det bestemt at hans bamse Nikolaj, skulle overdrages til Skagens Bamsemuseum. Desværre nåede han ikke selv at være med ved overdragelsen i går, fredag.
Derfor var det Uffe Ellemanns enke Alice Vestergaard og datteren Karen Ellemann som kom til Skagen med Nikolaj, og selv satte ham ind den i montre hvor han skal bo fremover.
Uffe Ellemann fik Nikolaj da han var 4 år. Han boede med sin familie på Frederiksberg. I lejligheden ovenover boede en russisk familie som var flygtet til Danmark under revolutionen. Datteren i familien hed Natasja. Hun havde haft sin bamse med fra Rusland til Danmark, og forærede den til Uffe.
Nikolaj fulgte Uffe Ellemann gennem hele livet, og har sågar været med tilbage i Rusland, da Uffe Ellemann som udenrigsminister skulle repræsentere Danmark ved Sovjetunionens præsident Brejsnevs begravelse i 1982. Det var en oplagt anledning til at bamsen kunne gensé sit fædreland.
Uffe Ellemann fortalte selv om sit forhold til Nikolaj:
I går blev Nikolaj så overdraget til Skagens Bamsemuseum. Det var Alice Vestergaard og Karen Ellemann der var i Skagen for give bamsen videre til museet. Museets ejer Jonna Thygesen modtog bamsen med stor glæde, og sagde at det var en stor ære at få lov til at ”adoptere” Nikolaj, og at hun ville passe rigtig godt på ham fremover.
På museet er en montre indrettet af unge mennesker fra Estland, der har opholdt sig i Danmark. Både Alice Vestergaard og Jonna Thygesen syntes det var et oplagt sted at sætte Nikolaj, omgivet af estiske bamser, og klenodier fra det Estland Uffe Ellemann satte så stor pris på. Han var den første udenrigsminister der anerkendte Estland som en selvstændig stat, og ved Uffe Ellemanns død kaldte den Estiske Præsident Alar Karis ham for Estlands bedste ven.
Uffe Ellemanns bamse Nikolaj kan fremover ses på Skagens Bamsemuseum på Oddevej 2B, 9990 Skagen
Se mere om åbningstider og entre på: www.skagensbamsemuseum.dk