• Forside
  • Nyheder
  • Udvidelse af Plesners Badehotel skudt i gang – wellness og nye værelser på vej
06 februar, 2025 Nyheder

Udvidelse af Plesners Badehotel skudt i gang – wellness og nye værelser på vej

Nedrivningen af den bevaringsværdige bygning på Holstvej 16 i Skagen er nu påbegyndt.

Nedrivningen sker for at give plads til en betydelig udvidelse af Plesners Badehotel. Denne udvikling følger efter, at byrådet i december gav endelig dispensation til nedrivningen, hvilket har skabt debat blandt lokale borgere og kulturinstitutioner.

Den planlagte nybygning vil strække sig over cirka 490 m² med et samlet etageareal på maksimalt 1.470 m².

Udvidelsen omfatter ifølge vores oplysninger ikke alene en række nye værelser, men også et moderne wellness-område, der skal forbedre hotellets faciliteter og dermed tiltrække flere gæster til det skønne hotel.

Bygherren har understreget, at den nye bygning vil blive opført med respekt for den berømte arkitekt Ulrik Plesners karakteristiske stil, således at den komplementerer det eksisterende badehotel på fornemmeste vis.

Om Plesners Badehotel

Plesners Badehotel er centralt beliggende i Skagen og er kendt for sin historiske charme kombineret med moderne komfort.

Hotellet tilbyder en række forskellige overnatningsmuligheder, herunder værelser, suiter, hotellejligheder og sommerhuse.

Derudover har de en udsøgt restaurant som året rundt inviterer både skawboere og byens gæster indenfor til store smagsoplevelser i hyggelige rammer.

Med den kommende udvidelse sigter hotellet mod at styrke sin position som en førende destination for både lokale og byens gæster.

Mens projektet har mødt modstand fra blandt andet Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Raabjerg Sogne samt Nordjyllands Kystmuseum, der har udtrykt bekymring for bevarelsen af Skagens unikke kulturmiljø, har bygherren argumenteret for, at udvidelsen vil bidrage positivt til området og styrke turismen i Skagen.

Det vides endnu ikke hvornår det forventes at den nye hoteludvidelse står klar til at tage imod de første gæster – Indtil da er der heldigvis mange andre skønne værelser at vælge imellem på Plesners Badehotel.