• Forside
  • Nyheder
  • Årets længste krydstogtskib er anløbet Skagen med 2.576 gæster
02 september, 2026 Nyheder

Årets længste krydstogtskib er anløbet Skagen med 2.576 gæster

Skagen har onsdag fået besøg af sæsonens længste krydstogtskib, da Disney Dream fra Disney Cruise Line. Skibet lagde til ved krydstogtkajen kort efter klokken 7 i morges.

Det 339,8 meter lange skib har 2.576 gæster om bord, og langt størstedelen af passagererne kommer fra USA.

Disney Dream besøgte Skagen første gang i 2023 og er nu tilbage på endnu et anløb.

Længste skib i Skagen i 2026

Med sine knap 340 meter bliver Disney Dream det længste krydstogtskib, der besøger Skagen i hele 2026-sæsonen.

Skibet er dermed en smule længere end AIDAnova, som efter planen anløber Skagen torsdag og måler omkring 337 meter.

Disney Dream bliver liggende i Skagen frem til klokken 17.15.

Netop i forbindelse med afsejling har Disney skibene for vane at levere et “show” uden lige – med velkendte melodier fra Disney universet, når skibet er på vej ud af havnen – Det kan derfor være en god idé at tage turen ud mod området ved krydstogtkajen – eller endnu bedre: ud på molehovedet på den nyeste havneudvidelse. Her har man tilmed følelsen af næsten at kunne røre skibet og kan virkelig se hvor stort skibet egentligt er.

Skagen er første stop på krydstogtet

Disney Dream sejlede fra Southampton i England den 31. august, og Skagen er skibets første anløb på turen.

Efter besøget i Skagen fortsætter Disney Dream torsdag den 3. september til København, inden turen går videre til Stavanger i Norge den 5. september.

Den 7. september er skibet tilbage i Southampton.

Ruten ser dermed sådan ud:

  • 31. august: Southampton, England
  • 2. september: Skagen
  • 3. september: København
  • 5. september: Stavanger, Norge
  • 7. september: Southampton, England

Gratis transport til byen og Grenen

Disney Dream set fra toppen af Viadukten inde midt i Skagen

I forbindelse med besøget kører der gratis shuttlebusser mellem kaj 9 og shuttlebusstoppet i byen fra klokken 8.00.

Sidste shuttlebus retur fra byen til skibet kører klokken 16.40.

Derudover kører Grenenbussen mellem shuttlebusstoppet i byen og parkeringspladsen ved Grenen fra klokken 8.40. Sidste bus tilbage fra Grenen kører klokken 15.40.

Krydstogtgæster lægger millioner i Skagen

Besøget kommer samtidig i en sæson, hvor krydstogtturismen fortsat har mærkbar betydning for Skagen.

En gæste-, tilfredsheds- og forbrugsanalyse udarbejdet af KANTAR for krydstogtsæsonen 2025 viste, at 96 procent af gæsterne var enten meget tilfredse eller tilfredse med besøget i Skagen.

Analysen viste samtidig et gennemsnitligt forbrug på 420 kroner pr. person eksklusive organiserede udflugter.

I 2025 gik 14.629 af i alt 17.345 registrerede krydstogtgæster i land, svarende til 84,2 procent, mens 22 procent deltog i guidede ture i eller uden for Skagen.

Det svarer til at byens erhvervsdrivende får en omsætning på knap én million kroner – alene fra dagens anløb!

Det samlede forbrug fra krydstogtturismen i Skagen blev for 2025 opgjort til omkring 61 millioner kroner.

Med 2.576 gæster om bord på Disney Dream er der dermed udsigt til ekstra liv i Skagens butikker, restauranter og attraktioner gennem det meste af onsdagen.