Nordjyllands Politi havde flere alvorlige sager at håndtere natten til torsdag. En 29-årig mand blev anholdt med kokain, hash og kontanter, mens en 17-årig bilist forsøgte at køre fra politiet i en Porsche

Onsdagens døgn i uge 29 blev et travlt et af slagsen for Nordjyllands Politi i Skagen.
Ud over to sager omkring midnat gennemførte politiet en omfattende færdselskontrol ved indkørslen til byen. Kontrollen resulterede samlet set i 22 sigtelser fordelt på 14 personer.
Omkring midnat til torsdag anholdt en patrulje en 29-årig mand fra Skagen.
Manden blev fundet i besiddelse af seks såkaldte salgsposer med i alt 6,7 gram kokain. Derudover fandt politiet fire klumper hash med en samlet vægt på 32 gram samt et større kontantbeløb.
Narkotikaen og pengene er blevet beslaglagt af politiet og den 29-årige skawbo er blevet sigtet for salg af narkotike.
Ligeledes omkring midnat modtog politiet en anmeldelse fra en dørmand på et af Skagens værtshuse.
Dørmanden anmeldte, at han var blevet truet på livet. En 19-årig mand fra Frederikshavn er efterfølgende blevet sigtet i forbindelse med sagen.
Betjente fra Operativ Færdsel ved Nordjyllands Politi gennemførte en færdselsaktion i og omkring Skagen.
Indsatsen strakte sig fra kl. 16.00 om i går eftermiddags til kl. 03.00 i nat og resulterede i 22 sigtelser fordelt på 14 forskellige personer.
Det oplyser vicepolitiinspektør Lasse Kragh fra Nordjyllands Politi.
Flest af sigtelserne drejede sig om overtrædelser af hastighedsgrænserne, men politiet konstaterede også blandt andet spirituskørsel, brug af håndholdt mobiltelefon og andre færdselsforseelser.
En af de mere alvorlige sager begyndte, da en civil patruljebil var på vej mod Skagen.
Her blev patruljen overhalet af en personbil, som kørte hurtigere end motorvejens højeste tilladte hastighed på 130 km/t.
Politiet standsede bilen, og føreren blev efterfølgende testet positiv for kokain. En tilkaldt læge udtog herefter en blodprøve, som skal bruges i den videre behandling af sagen.
Bilisten står dermed både over for en sag om hastighedsovertrædelse og mistanke om narkopåvirket kørsel.
Også en taxachauffør kom i politiets søgelys under aktionen.
Chaufføren blev observeret kørende med en hastighed væsentligt over det tilladte på tre forskellige veje i Gl. Skagen.
Kørslen blev optaget af et civilt videokøretøj, og politiet skal nu gennemgå materialet og beregne de konkrete hastighedsovertrædelser.
Videooptagelserne skal danne grundlag for den endelige vurdering af, hvilke sanktioner chaufføren står over for.
En anden alvorlig sag involverede en blot 17-årig bilist, der forsøgte at køre fra politiet.
Flugtforsøget mislykkedes, og politiet fik den unge mand standset.
“Dette lykkedes dog ikke for ham. Vi fik ham bragt til standsning. Og også hele denne episode fik vi optaget og dokumenteret ved hjælp af videokøretøj. Flere hastighedsovertrædelser skal vi nu på det grundlag have beregnet,”
– fortæller Lasse Kragh.
Den 17-årige kørte desuden i tidsrummet mellem kl. 20.00 og 05.00, hvor bilister under 18 år ikke har tilladelse til at føre bilen uden en ledsager, der opfylder reglerne.
Den unge mand kan derfor se frem til flere sigtelser som følge af kørslen.
Fem trafikanter fik et klip i kørekortet under aktionen, mens to personer står til en betinget frakendelse af førerretten.
Derudover blev to personer sigtet for spirituskørsel – den ene kørte bil, mens den anden førte en knallert.
To bilister blev sigtet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Politiet registrerede desuden fejl og mangler ved køretøjer samt andre færdselsforseelser.
Ifølge Lasse Kragh er formålet med færdselsaktionerne først og fremmest at øge sikkerheden og nedbringe antallet af tilskadekomne på vejene.
“Vores kontroller handler om trafiksikkerhed. Målet er færre tilskadekomster i trafikken. Det er derfor, at vi holder disse aktioner. Og de mange sigtelser i og omkring Skagen viser, at der er behov for, at vi har kontinuerligt kontroltryk på vejene,” – siger han.
Nordjyllands Politi gennemfører løbende færdselsindsatser gennem hele året. Nogle har fokus på bestemte områder som spiritus- eller narkokørsel, mens andre kontrollerer en bredere vifte af overtrædelser.
Hvornår og hvor de næste kontroller finder sted, vil politiet ikke oplyse.
“Men pludselig står vi der med hastighedsmåleren og alkometret,”
– understreger Lasse Kragh.