Årets ”Åbent hus” på Flådestation Frederikshavn blev som bekendt aflyst, men nu er der alligevel håb forude for alle dem, der er interesserede i flådestationen.
Hos Toppen af Danmark har man nemlig arbejdet længe på at kunne arrangere besøg på flådestationen, og nu kan de endelig fortælle lidt mere om det.
Turistforeningen Toppen af Danmark arrangerer besøg på Flådestation Frederikshavn i begyndelsen af det nye år. Henover en periode på 3 uger fra uge 6 – 8, vil det være muligt at komme med indenfor på flådestationen, og de besøgende kan samtidig få sig en spændende fortælling om flådestationens historie og virke.
Den kendte danske journalist og formidler, Per Christiansen, der i en årrække var et populært ansigt på skærmen som nyhedsvært hos TV2 og TV2 NEWS, har skrevet fortællingen, og vil også være en af værterne på besøget på flådestationen.
Der vil være ganske få billetter, da hvert hold kun kommer til at rumme 12 personer – I alt vil der blive sat 2.500 billetter til salg fordelt ud over de 3 uger.
Billetsalget er endnu ikke begyndt, men det er allerede nu muligt at skrive sig op, og dermed være blandt de første der får besked, så snart billetsalget åbner, og der er mere information om besøget på flådestationen.