
Tyverierne af kostbare PH-lamper i Skagen fortsætter. Nu har Nordjyllands Politi modtaget endnu en anmeldelse fra Bakkevej i Gl. Skagen, hvor en stor grøn PH-lampe til 15.000 kroner er blevet stjålet. Det bemærkelsesværdige er, at tyveriet er sket hos naboen til en ejendom, som tidligere på ugen anmeldte tyveriet af to tilsvarende designlamper.
Dermed er der nu anmeldt tyveri af i alt tre PH-lamper til en samlet værdi af 35.000 kroner fra to naboejendomme på Bakkevej.
Den seneste anmeldelse drejer sig om en stor grøn udendørs PH-lampe til en værdi af 15.000 kroner, som er forsvundet fra en ejendom i perioden fra den 29. oktober til den 11. november.
Tidligere på ugen kunne Skagen Nyt fortælle, at to PH-lamper til en samlet værdi af 20.000 kroner var blevet stjålet fra naboejendommen. Her var lamperne blevet revet ned fra væggen, hvorefter ledningerne var klippet over.
Selvom gerningsperioden ved det seneste tyveri strækker sig over næsten to uger, vurderer politiet, at begge tyverier sandsynligvis er begået i perioden fra den 5. til den 10. november.
Det oplyser Nojyllands Politi.
De to anmeldelser fra Bakkevej føjer sig til en længere række tyverier af de eftertragtede designlamper, som har ramt Skagen gennem efteråret.
Blandt andet har ejendomme på Havbakken, Østre Strandvej og Niels Ottesens Vej været udsat for lignende tyverier.
Også Skagen Rådhus har været ramt. Her blev fem PH-kobberlamper til en samlet værdi af 75.000 kroner stjålet i oktober.
På Niels Ottesens Vej er der tidligere anmeldt tyveri af to lamper til 38.000 kroner, mens to lamper til en samlet værdi af 36.000 kroner forsvandt fra en ejendom på Havbakken.
Alene i disse sager og de to nye anmeldelser fra Bakkevej er der således stjålet PH-lamper for mindst 184.000 kroner.
Det er endnu ikke oplyst, om politiet har fundet konkrete spor, der forbinder de forskellige tyverier.
Nordjyllands Politi opfordrer fortsat borgere, der måtte have oplysninger om de mange lampetyverier, til at henvende sig.
Har man bemærket mistænkelig aktivitet i området omkring Bakkevej eller andre steder i Skagen, som kan have forbindelse til tyverierne, kan politiet kontaktes på telefon 114.