• Forside
  • Nyheder
  • To krydstogtskibe i Skagen i dag: Besøg fra hele verden
07 august, 2025 Nyheder

To krydstogtskibe i Skagen i dag: Besøg fra hele verden

arkivbillede - fotograf: Julie Holm Winther fra HW Visuals

Skagen er i dag, torsdag den 7. august, vært for et stemningsfuldt dobbeltanløb af to krydstogtskibe. Både Rotterdam fra Holland America Line og Silver Dawn fra Silversea er lagt til kaj i Skagen Havn – og det giver masser af liv i både bymidten og ude ved Grenen.

Rotterdam – 2876 gæster fra hele verden

Rotterdam anløb krydstogtkajen her til morgen omkring kl. 07.00 og bliver i Skagen frem til afgang kl. 17.00.

Ombord er der hele 2876 gæster fra 46 forskellige nationer, hvoraf de største grupper er:

  • Over 1200 fra Holland
  • 915 fra USA
  • Næsten 200 fra Canada
  • 76 fra Australien

Skibet har Skagen som sidste havn på togtet, og mange af gæsterne bruger anledningen til at få det maksimale ud af det nordligste Danmark, før turen går videre hjemad.

Der er etableret en betalings-shuttlebus mellem Krydstogtkajen og stoppestedet på Vestre Strandvej. Den kører fra kl. 08.30 til sidste afgang fra byen kl. 16.10. Prisen er 7 euro eller 7 dollars retur.

Derudover er der busser til Grenen med afgang fra samme stoppested. Her kører de første busser fra kl. 09.00 og sidste retur er kl. 15.40. Også denne tur koster 7 euro eller 7 dollars tur/retur.

Silver Dawn – privat charter med gæster fra USA og Mexico

Det andet skib, Silver Dawn, anløber kaj 41 omkring kl. 08.30 og bliver liggende frem til kl. 20.00 i aften.

Skibet er på privat charter, og derfor er der ikke offentliggjort nogen officiel sejlplan. Ombord er der 309 gæster, primært fra USA og Mexico.

Til gæsterne fra Silver Dawn er der en gratis shuttlebus, som kører fra kl. 09.15 mellem kaj 41 og stoppestedet på Vestre Strandvej. Sidste afgang fra byen tilbage til skibet er kl. 18.30.

Mærk den internationale stemning i byen

Med gæster fra næsten 50 lande summer Skagen i dag af international stemning.

Der er god anledning til at mærke det særlige liv, som krydstogtanløbene bringer til byen – ikke mindst i butikkerne, på museerne og langs caféerne.