08 december, 2022 Nyheder

Tidlig julegave til alle foreninger i Frederikshavn kommune

Frederikshavn Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg har investeret i en tidlig julegave til alle kommunens foreninger. En adgang til hjælpeværktøjet Fundraising Club, der er en database med opdaterede oplysning om relevante fonde- og støttemuligheder for foreningslivet, samt inspiration til at skrive gode ansøgninger.

“Vi ønsker at støtte vores foreningsliv så meget som muligt, og i tider, hvor vi ikke selv som kommune har midler til at støtte alle de gode initiativer så meget, som vi måske gerne ville, så har vi i Kultur- og Fritidsudvalget valgt at finde midler til et hjælpeværktøj til foreningslivet, når de skal afsøge andre støttemuligheder end de kommunale kasser”, forklarer udvalgsformand Peter Laigaard, der i øvrigt har brugt systemet med stor glæde i forbindelse med sit civile job på UCN.

Så hvis du sidder i bestyrelsen, er frivillig eller på anden måde er tilknyttet en forening hjemmehørende i Frederikshavn Kommune, så får du nu mulighed for at få gratis adgang til Fundraisingclub.dk.

Fundraising Club er med til at gøre det nemmere for foreningerne at søge fondsmidler hos de mange forskellige fonde og legater, der findes. Medlemskabet giver adgang til en database med ca. 400 fonde, som specifikt støtter foreninger og mindre organisationer, samt benytte skræddersyede redskaber, så foreningen kan spare tid og arbejde langt mere professionelt med fondsansøgninger.

Frederikshavn Kommunes foreningsabonnement giver alle foreninger, også foreninger ud over de godkendte folkeoplysende foreninger, mulighed for, at benytte Fundraising Club gratis. Foreningen må gerne oprette flere brugere. På den måde kan hele bestyrelsen eller en projektgruppe hjælpe hinanden med at holde øje med ansøgningsfrister eller søge penge til et konkret projekt.

Direkte link til: Opret en bruger på Fundraisingclub.dk.