Sommerens tredje Aftensang ved Vippefyret blev den hidtil bedst besøgte, siden traditionen blev indført for fem år siden

Arkivbillede
Omkring 1.500 mennesker havde onsdag aften fundet vej til Vippefyret for enden af Østerbyvej, hvor sommerens tredje Aftensang blev afholdt.
Det var det højeste antal deltagere, siden Jens-Christian Wandt for fem år siden tog initiativ til arrangementet, som efterhånden har udviklet sig til en fast og yderst værdsat sommertradition i Skagen.
Her mødes lokale og sommergæster under åben himmel for at synge sammen – helt uden instrumenter, højttalere eller en stor sceneopsætning.
Denne aften bestod programmet af syv sange fra den danske sangskat:
Efter aftensangen oplever Jens-Christian Wandt ofte, at deltagere henvender sig med personlige fortællinger og minder, som sangene har bragt frem.
Onsdag fortalte en yngre mand, at det havde haft stor betydning for ham at synge “I Danmark er jeg født”.
Manden havde tidligere været udsendt til Afghanistan. Under en vagt havde han siddet alene i et udsigtstårn og været meget nervøs for situationen. Her begyndte han at synge netop denne sang, som gav ham en følelse af tryghed og hjalp ham gennem vagten.
Mødet blev endnu et eksempel på, hvordan fællessang kan vække stærke minder og skabe en forbindelse mellem mennesker med vidt forskellige livshistorier.
Fra begyndelsen har tanken været, at Aftensang ved Vippefyret skal have en enkel og uhøjtidelig form.
Deltagerne mødes og synger sammen uden musikalsk ledsagelse eller forstærkning. Afhængigt af vind, vejr og antallet af fremmødte kan det være en udfordring at nå ud til hele forsamlingen, men Jens-Christian Wandt ønsker at fastholde det umiddelbare og enkle ved arrangementet.
Alt arbejde udføres con amore. Ingen modtager løn, og ingen tjener på aftensangen.
Den eneste udgift er de trykte sangblade, som betales af Sparekassen Danmarks afdeling i Skagen.
Jens-Christian Wandt glæder sig over den store opbakning og betegner det som overvældende at se så mange mennesker samles ved Vippefyret.
Det store fremmøde vidner ifølge initiativtageren både om fællessangens styrke og om Skagens særlige evne til at samle mennesker omkring en enkel, fælles oplevelse.
Sæsonens sidste Aftensang ved Vippefyret finder sted onsdag den 12. august.