Ny udstilling: Oplev et væld af skagensmalernes tegninger, når Skagens Museum slår dørene op for udstillingen Tegn Amok den 30. september 2023 – en anderledes udstilling, som giver dig som gæst mulighed for at tegne dig gennem et museumsbesøg.
Vilde børnetegninger, forstudier til kendte og elskede malerier, spontane karikaturtegninger og fokuserede modelstudier flød fra skagensmalernes hænder. For P.S. Krøyer, Anna Ancher og alle de andre malede ikke kun med olie på lærred; de tegnede gennem hele livet.
Udstillingen Tegn Amok, som kan opleves på Skagens Museum fra den 30. september 2023, rummer et udpluk af de tæt på 4.000 tegninger, der findes i museets samling, og giver mulighed for, at publikum kan tegne sig gennem udstillingen fra et tegneværksted midt i museumssalen.
Udstillingen er altså oplagt at besøge sammen med børn og legesyge sjæle, men nysgerrige voksne vil også opleve, at de mange tegninger giver større indsigt i skagensmalernes liv og arbejde.
Ikke mindst viser udstillingen, at øvelse gør mester:
Tegn Amok er en livlig udstilling, der handler om at vække publikums tegnelyst gennem skagensmalernes tegninger – og der er særligt god plads til børn.
Tegn Amok inviterer børn og voksne med på en tur gennem skagensmalernes kreative udvikling: fra Helga Anchers børnetegninger over de unge kunstneres fokuserede studier af kropsdele til de voksne maleres formfuldendte tegninger af motiver, der senere bliver kendte og elskede malerier.
Det hele formidles gennem grafik på væggene i både ord og billeder, der er skabt af illustrator Anna Mørch. Man kan altså få det hele med, uanset om man helst vil læse eller se.
Udstillingens legesyge udtryk er skabt af scenografen Eva Wendelboe Kuczynski, som er kendt for at opføre engagerende, levende rum på alt fra museer til biblioteker, og Tegn Amok er ingen undtagelse.
I midten af udstillingsrummet finder man et tegneværksted, som bliver centrum for tegneworkshops og tegneøvelser, og hvor der er mulighed for at øve sig på forskellige tegneteknikker med lækre materialer fra Arctic Paper, Chalk Copenhagen og Viking 1914.
Udstillingen ledsages af et omfattende aktivitetsprogram for både store og små.
Udstillingens værksted får kreative dirigenter på besøg i efterårs-, vinter- og påskeferien, hvor museets kunstformidlere er klar til at sætte kreativiteten i gang med forskellige tegneøvelser for hele familien.
I løbet af hele udstillingsperioden kan man hver 14. dag tegne med Skagens Museums Tegneklub. Den lokale kunstnergruppe Kraplak 44 leder slagets gang, og de guider, giver gode tips eller udfordrer deltagerne med kreative benspænd.
Sidst, men ikke mindst, kan besøgende månedligt følge med museets konservatorer rundt i udstillingen og høre om skrøbelige tegninger, papirtyper samt hvorfor og hvordan man lapper en revne i et sart kunstværk.
Der indgår hele 144 tegninger af intet mindre end 22 forskellige kunstnere
Tegningerne kommer udelukkende fra Skagens Museums egen samling.
Omtrent 50 af tegningerne har aldrig før været udstillet.
Udstillingen rummer også en enkelt og ganske særlig genstand: kunstnerfamilien Anna, Michael og Helga Anchers camera lucida, et værktøj som kan bruges til at projicere motiver fra virkeligheden ned på papir – lidt som en moderne projektor.
Udstillingen er realiseret med støtte fra følgende fonde: Spar Nord Fonden, Lizzi og Mogens Staal Fonden, Hoffmann og Husmanns Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.
Ydermere har udstillingen modtaget sponsorater fra: Arctic Paper, Chalk Copenhagen, Viking 1914, Sydbank.