Fra i dag, tirsdag den 1. juli, kan skawboere, sommergæster og kunstelskere opleve en ny attraktion midt i Skagen, når Skagen Kunsthus officielt åbner dørene til en verden af moderne kunst i historiske rammer.
Hos Skagen Nyt fik vi allerede i torsdags et smugkig, da folkene bag Kunsthuset inviterede familie, venner, håndværkere og samarbejdspartnere ind til en snigpremiere. Og vi kan roligt sige: Der er noget at glæde sig til!
Til receptionen bød indehaver Claus Møller velkommen og åbnede officielt Skagen Kunsthus, hvorefter Jesper C. Winter bød Claus, hans familie og Skagen Kunsthus velkommen til byen med et ægte Skagen Hurra, hvorefter der var “fri leg” i hele kunsthuset og den opsatte buffet fra Skagen Fiskerestaurant.
Den imponerende samling spænder fra Picasso, Warhol og Asger Jorn til Per Kirkeby, John Kørner og Tal R. – alt sammen udstillet i smukke, lyse rum, hvor bygningens historie mærkes i hver detalje.
Bygningen på Sankt Laurentii Vej 31 – lige overfor Skagen Station – blev oprindeligt opført som dommerbolig i 1893 og senere brugt som borgmesterbolig. I 1909 fik den sit nuværende udseende efter tegninger af Ulrik Plesner, og efter en gennemgribende renovering i 2024/25 er den nu forvandlet til et kunsthus, hvor fortid og nutid mødes.
Bag projektet står erhvervsmand og kunstsamler Claus Møller fra Aarhus, som under en ferie i Skagen under coronapandemien fik idéen til at dele sin private kunstsamling med offentligheden.
Siden er det vokset til et passionsprojekt, hvor ambitionen er at supplere Skagens stolte kunsthistorie med et nyt blik på moderne kunst.
Besøget i Kunsthuset kan passende rundes af i Møllers Have – en grøn oase formet omkring en stor, gammel blodbøg.
Her kan man gå på opdagelse blandt skulpturerne, finde en plads på den indbydende terrasse og nyde en forfriskning eller en lille snack fra den hyggelige Kiosque.
Med Skagen Kunsthus er håbet at tiltrække både lokale besøgende og turister – og måske endda nye kunstnere til byen. For ambitionen er klar: Skagen skal igen være et sted, hvor kunsten lever og udvikler sig – inspireret af det særlige lys, som også i sin tid tiltrak skagensmalerne.
Skagen Kunsthus holder åbent hver dag fra klokken 10.00 til 16.00 hele sommeren og frem til september.
Så uanset om du er kunstinteresseret, nysgerrig eller blot har lyst til at opleve en ny side af Skagen, er der rig anledning til at kigge forbi – og lade dig inspirere af kunst, der skaber nye perspektiver og forbinder historie med nutid.
Læs mere om udstillingerne og Kunsthusets visioner på: www.skagenkunsthus.dk
Velkommen til et nyt mødested for kunst, historie og inspiration – midt i hjertet af Skagen.