06 januar, 2024 Nyheder

Stort tankskib gøres netop nu klar til LNG drift i Skagen havn

Torsdag aften ankom tankskibet RAN DF til Skagen havns kaj 41.

Formålet med anløbet er at gøre skibet klar til fremdrivning på flydende naturgas (LNG).

Det bliver efter operationen et skib med en væsentligt mindre miljøbelastende fremdrivning, der kommer til at sejle i farvandsområderne.

Det er første gang vi ser den type operation i Skagen havn, men som dog er udført i flere andre havne tidligere. Det er endnu et skridt i retning af grøn omstilling i den maritime sektor, der vil skabe et reduceret miljømæssigt fodaftryk.

I forbindelse med operationen er et mindre tankskib med LNG, som skal overføres til RAN DF´s brændstoftanke, netop ankommet til stedet.

Under fyldning af brændstoftankene brændes eksisterende overskydende gas fra brændstoftankene af i en mobil brænder, som placeres ved kajen.
Operationen udføres på kaj 41, af hensyn til skibets størrelse, og respektafstande fra brænderen til bygninger.

Operationen, som ventes at være afsluttet indenfor få timer, er koordineret med Frederikshavn Kommune, Center for Teknik og Miljø, ligesom at Nordjyllands Beredskab har givet en afbrændingstilladelse.   


LNG fakta boks
LNG står for liquefied natural gas og består af naturgas, der er gjort flydende ved nedkøling til minus 162 grader. Ved nedkølingen reduceres gassens volumen drastisk, mere præcist til 1/600 af dens originale volumen, hvilket gør LNG brugbar som brændstof til både lastbiler og skibe. 
Selvom LNG gas er et fossilt brændstof, er der flere fordele ved at anvende LNG som brændstof. Sammenlignet med almindelig diesel udleder LNG op til 20 % mindre CO2, svovludledningen elimineres og mængden af skadelige sodpartikler reduceres markant.