• Forside
  • Nyheder
  • Store forandringer i vente hos Grenen Strand Camping
10 December, 2023 Nyheder

Store forandringer i vente hos Grenen Strand Camping

Grenen Strand Camping, der hidtil har været en del af CampOne, bliver fremover en del af First Camp – skandinaviens førende kæde indenfor camping

First Camp tæller i dag intet mindre end 66 pladser fordelt på Danmark, Norge og Sverige – herunder også Råbjerg Mile Camping syd for Skagen.

Med overgangen til First Camp kan Tina, der er lejrchef på Grenen Strand Camping således også se frem til store forandringer – af den gode slags.

Bookingsystemet er netop i denne uge rykket over til First Camp og i de kommende uger og måneder kommer tingene til at gå stærkt for holdet på Grenen Strand Camping.

Der er nemlig mange planer og endnu flere ønsker frem imod den nye sæson som begynder i slutningen af marts til næste år.

Et af de store projekter er at receptionen skal flyttes over i den tilstødende bygning som hidtil kun har været brugt dels til lagerrum og dels til at samle alle relevante brochurer fra hele vores område her på toppen af Danmark.

Lejrchefen kan såvel som receptionisterne dermed se frem til større og bedre faciliteter i receptionen som også indeholder en lille kiosk med det allermest nødvendige til campinglivet, til den søde tand og til at slukke tørsten.

Flytningen af receptionen giver så ydermere mulighed for at give optimale forhold til personalet som kan se frem til at få forbedret personalefaciliteterne mærkbart.

Dels bliver der et afskåret personalerum med tekøkken og toilet – og så får lejrchefen selv lidt bedre plads i hendes bolig, som gør det langt lettere at bo og leve på campingpladsen end det har været hidtil.

Nyindrettede pladser og nyt udekøkken

En af tendenserne indenfor camping er, at vognene bliver større og større. Det er efterhånden de færreste som kommer i en lille vogn på 4 meter, men tværtimod normalt at folk kommer ind fra gaden uden forudbestillinger med store vogne på både 8, 10 og 12 meter.

Derfor har Tina i samarbejde med First Camp taget konsekvensen og lagt flere pladser sammen til større pladser. derfor bliver der også lidt færre pladser på Grenen Strand Camping fremover, men til gengæld er der god plads til pladsens gæster.

Derudover er der planer om at en udtjent servicebygning skal rives ned og laves til udekøkken i stedet.

Planerne er at stedet skal indrettes til hygge og madlavning til glæde og gavn for pladsens mange gæster.

Alt i alt kan fastlæggere såvel som gæster se frem til en mærkbart forbedret plads og gæsteoplevelse når First Camp Grenen Strand slår dørene op til marts.