10 november, 2023 Nyheder

Stor politisk interesse for Skagen Havn 

Skagen Havn har stor succes i disse år. Havnen har konsolideret sin position som landets førende fiskerihavn, krydstogtturismen buldrer derudad og i disse dage indvies det nye flotte og arkitekttegnede havnekontor med et af landets allerbedste udsigter.

Netop derfor er der også stor politisk interesse for havnen. Tidligere i dag, fredag den 10. november besøgte Socialdemokratiets kandidat til Europa-Parlamentet, Asser Mortensen, og formanden for Folketingets Transportudvalg, Rasmus Prehn, Skagen Havn, for at besigtige succesen og ikke mindst arbejdet med denne grønne omstilling og energiforsyning på havnen. 

På mødet var der fokus på det Transeuropæiske Transportnetværk, også kaldet Ten-t, og tilskud derfra, på afbureaukratisering af EU-puljer og et fremtidssikret energinetværk.

De to politikere har brugt det sidste halve år på at rejse rundt og tale med erhvervsliv og brancheorganisationer for at sikre, at Asser Mortensen som ny kandidat er bedst tænkeligt forberedt på valgkampen, men også på at repræsentere Danmark og især Nordjylland i Europa-Parlamentet. 

Brancheorganisationen, Danske Havne, deltog også i mødet, repræsenteret ved organisationens kommunikations- og pressechef, Søren Søndergaard. 

Havnedirektør, Willy Bent Hansen, fortalte veloplagt og med både gode pointer og anekdoter om havnen, der i 2023 allerede nu har slået sine egne 2022-rekorder for landing af fisk på både mængder og værdi. Skagen Havn er uantastet landets største fiskerihavn – og størstedelen af fisken eksporteres.

Havnen, der samlet beskæftiger 2600 mennesker, er også Danmarks anden eller tredjestørste krydstogtshavn. Skagen konkurrerer nemlig Aarhus Havn om at være den andenstørste krydstogthavn. I år har flere end 160.000 krydstogtsgæster besøgt Skagen, hvor de fra dækket kan se tværs over toppen af Danmark til havet på den anden side, når de ligger ved krydstogtskajen. Og i modsætning til, hvad mange tror, er krydstogterne en kæmpegevinst for byens handlende, områdets attraktioner, beskæftigelsen og havnen. Mange af turisterne kommer igen, på skib eller som hotel- eller sommerhusgæster.

EP-kandidat, Asser Mortensen, er begejstret for, hvad han har oplevet på havnen. Han er villig til at kæmpe for at sikre bedre rammevilkår i EU for havne som Skagen, og han har talt med havnedirektør, Willy B. Hansen om at lave en EU-debat på havnen, for netop at få havnenes rammevilkår i fokus i valgkampen.