• Forside
  • Nyheder
  • Sommerhjælp fra Nordjyllands Kystmuseum til udsatte børnefamilier i Frederikshavn kommune
20 June, 2023 Nyheder

Sommerhjælp fra Nordjyllands Kystmuseum til udsatte børnefamilier i Frederikshavn kommune

Sommerferien står for døren, men for nogle børnefamilier bliver der ikke råd til de store fornøjelser eller is sammen med børnene i år. For at give nogle af familierne en god sommeroplevelse forærer Nordjyllands Kystmuseum derfor nu 200 fribilletter til udsatte børnefamilier i Frederikshavns Kommune via Frivilligcenter Frederikshavn.

Det er trange tider for mange danskere i kølvandet på den langvarige inflation, og det kan især mærkes i landets børnefamilier, hvor mange disse dage må indse, at der ikke bliver råd til sommerferie og hyggelige familieoplevelser med børnene.

For at give en håndsrækning og en god oplevelse til nogle af de økonomisk trængte børnefamilier så har man hos Nordjyllands Kystmuseum besluttet at forære 200 fribilletter til udsatte børnefamilier i Frederikshavn Kommune via Frivilligcenter Frederikshavn og herunder en række lokale foreninger, grupper og organisationer. Henrik Gjøde Nielsen, direktør hos Nordjyllands Kystmuseum, udtaler:

– Der tales mange steder meget om, hvor vigtigt det er at få børn og unge til at gå på museum. Det drøftes på de forskellige folkemøder og i museumskredse, og det fremhæves af politikerne. I den sammenhæng er det trist at kunne konstatere, at tidernes ugunst har betydet, at rigtigt mange børnefamilier må tilbringe sommerferien uden penge til at forsøde tilværelsen i nogle uger, uden penge til at kunne foretage sig noget sammen som familie. Pengene, læser man i pressen, rækker end ikke til et museumsbesøg. Det har vi ved Nordjyllands Kystmuseum besluttet at gøre noget ved i det omfang, som det står i vores magt. Derfor uddeler vi 200 fribilletter til udsatte børnefamilier bosat i Frederikshavn Kommune, så familierne kan få nogle gode ferieoplevelser, og de fleste billetter er allerede reserverede.

Hos Frivilligcenter Frederikshavn er meldingen om fribilletterne blevet modtaget med stor glæde hos daglig leder Mette Byrgensen Jensen: 

– Det er fantastisk, at vi med vores netværk for foreninger, grupper og kommunale enheder, der arbejder med familier og børn, netop har muligheden for at få tilbuddet om fribilletter fra Nordjyllands Kystmuseum ud til de allermest udsatte børnefamilier.

Fribilletterne til Nordjyllands Kystmuseum uddeles i samarbejde med Frivilligcenter Frederikshavn, TUBA, Røde Kors Frederikshavn, Red Barnet Frederikshavn, Børns Voksenvenner Frederikshavn, Gestus Nord samt Røde Kors Sæby.