07 July, 2021 Kultur

Sommeren blomstrer

Sommeren blomstrer i fuldt flor i Galleri Skagen

 

Lis Tulstrup Petersen maler en verden af blomster, med naturen som den absolut største kilde til inspiration og hendes smukke malerier kan ses i denne uge i Galleri Skagen.

Om sin inspiration fortæller Lis: ”Motiver er der masser af derude – og jeg elsker de øjeblikke, hvor jeg falder i staver over en detalje i naturen. Her finder jeg ro i at iagttage men også inspiration til at opdage nye ting til at bygge videre på, når jeg omsætter det til motiver på lærredet”, siger hun med varme i blikket.

Følelser på lærred

”Det handler nemlig ikke alene om at se et motiv, men også at opdage hvor meget mere, der er i det. De følelser der vækkes, når man ser på dem. Det kan trækkes med over på lærredet. Jeg har oplevet, at nogen der ser maleriet græder, fordi det rør dem. Jeg har haft kunder, der har købt malerier, fordi maleriet har mindet dem om en afdød slægtning!”

Blomster, blomster…

Det du kan se i denne uge i Galleri Skagen, er Lis Tulstrups fortolkning af blomster, fornemmelsen af blomsterne. Det er ikke bare det du ser, men følelsen af nærværet. Det der føles usynligt for øjet. Det nærvær, der ikke kan ses, kun føles. Lis elsker desuden en humoristisk vinkel på livet. Det løsner op og giver frihed, siger hun. ”Så jeg ikke tager mig selv – eller andre, for den sags skyld – for højtidelig.” Derfor vil du også se malerier, der farvemæssigt stikker ud. En farveeksplosion, som fanger øjet og pirrer nysgerrigheden.

Min verden af blomster er kommet snigende 

Når jeg ser tilbage på min vej med malerierne, så har blomsterne insisterende stukket hovedet frem med jævne mellemrum.  Selv mens jeg malede mennesker uden øjne, huse eller mere abstrakte værker. Så kom der af og til blomster på og også rene blomstermalerier. De har villet mig – eller jeg har villet dem, mit helt eget udtryk. Jeg har mange erindringer med mig fra barndommen, hvor jeg husker planter, blomster, bær, buske og deres farver.

Lis Tulstrup har selv svært ved at forstå, hvorfor det skulle tage så lang tid, før hun forstod, at det bare var at give los? Lade de blomster der ville, komme ud. Fra hun lod det flyde, så er det bare blevet mere og mere dét univers, hun hører hjemme i.

”Jeg er så godt tilpas i det kunstneriske univers, jeg står i lige nu. Det at give plads til det, der intuitivt kommer til mig, det har løftet mit maleri til nye højder. Det føles så rigtigt, som om blomsterne er en slags forlængelse af mig.”

Lis forklarer det allerbedst med Niels Hausgaards ord: “Jeg oplever med årene, at der åbner sig nogle døre, som jeg ikke anede eksisterede. Det er noget med at få en dybere fornemmelse og forståelse, der gør det til en rigere oplevelse at være i live”.

Det har virkelig været sundt for mig at slippe tøjlerne og give los.

Glæden ved blomsterne er noget, som jeg gerne vil dele med andre, siger Lis og inviterer alle sommergæster og lokale ind i Galleri Skagen, for at opleve glæden, roen og det med at sætte sig stille ned på marken og lade øjet og sjælen gå på opdagelse.