
Smag på Skagen åbner for sæson 2026 lørdag d. 17. januar på Brøndums Hotel – læs mere længere nede i artiklen
Da Smag på Skagen første gang løb af stablen hos Restaurant K onsdag den 28. maj – dagen før Kristi Himmelfartsdag – var det med en enkel idé: at samle skawboere og “deltids skawboere” om uformelle aftener med god mad, gode samtaler og en stemning, hvor man kan komme som man er, ung som ældre – alene eller sammen med en partner, ven eller nabo.
Siden da har konceptet udviklet sig til en fast del af Skagens sociale kalender, hvor forskellige restauranter og spisesteder lægger hus til, og hvor fællesskabet er lige så vigtigt som menuen.
Bag Smag på Skagen står Lise Grevenkop-Castenskiold og Mathias Rump Hansen, som med arrangementerne har ønsket at skabe et nyt, hyggeligt samlingspunkt – på tværs af alder, baggrund og hvor længe man har haft adresse i Skagen.
Smag på Skagen startede stille og roligt på Restaurant K, hvor de første deltagere mødtes til en aften, der satte tonen for resten af året: nærvær, uformel social hygge og en menu, man kan tale om ved bordet.
Den helt store medvind kom få uger senere, da konceptet rykkede ind hos Restaurant De2Have fredag den 27. juni. Her var mere end 50 personer samlet til en herlig midsommeraften i fantastiske rammer – et tydeligt bevis på, at der var et behov for netop den type fællesskab i byen.
Siden har Smag på Skagen lagt sig stabilt på et deltagerantal på omkring 20-30 pr. gang, og den blanding af lokale og “deltids skawboere”, som var ønsket fra start, er i høj grad blevet til virkelighed.
Fælles for aftenerne har været, at de har skabt rum til at mødes på en ny måde i Skagen: uden bordplaner, uden stive rammer og uden at man nødvendigvis skal “kende nogen” på forhånd.
Planen fremadrettet er at holde 10 arrangementer om året – én om måneden med pause i juli og december. Det giver plads til både sommer- og juletravlhed, samtidig med at Smag på Skagen kan være en tilbagevendende anledning til at mødes i hverdagsnære og hyggelige rammer resten af året.
Hos arrangørerne er ambitionen enkel: at fortsætte med at samle folk til uformelle aftener, hvor maden er en fælles oplevelse – og hvor man også får styrket relationer i byen, hvad enten man bor her hele året, har feriehus eller “bare” elsker at komme til Skagen igen og igen.
Lise Grevenkop-Castenskiold og Mathias Rump Hansen sender en stor tak til alle, der har deltaget i et eller flere Smag på Skagen-arrangementer i året, der er gået.
Opbakningen har været afgørende for, at konceptet kunne vokse fra en idé til en fast tradition – og håbet er, at både kendte ansigter og helt nye deltagere har lyst til at være med i året, der kommer.
Smag på Skagen hos Brøndums Hotel
Fredag den 17. januar 2026 kl. 18.00
Året skydes i gang i historiske og stemningsfulde rammer på Brøndums Hotel, hvor deltagerne inviteres indenfor i Regentsalen til en uformel aften med en udsøgt 2-retters menu.
Der kan vælges mellem to menuer:
Hovedret: Havtaske med kål, aligot, hvidløg og platinsauce
Dessert: Brøndums æbletrifli
Hovedret: Confiteret svinebryst med saltbagt selleri, revet ost og brunet smør
Dessert: Brøndums æbletrifli
Arrangementet i februar er endnu ikke helt på plads, men meldes ud i forbindelse med arrangementet på Brøndums Hotel samt umiddelbart derefter her på Skagen Nyt.
I marts går turen til Gl. Skagen, når Smag på Skagen rykker ind på Ruths Hotel til en forårsaften med 2-retters menu og udsigt til et nyt sæsonskifte.
Menu på Ruths Hotel
De første hvide asparges med grand cru serrano skinke og Thybo
Forårs fricassé med unghane i blanquette sauce
eller
Forårs fricassé i musling velouté med skagenfisk
Pris: 2 retter inkl. vand på bordene: 350 kr.
Tilmeldingsfrist
Bemærk tilmeldingsfristen allerede torsdag den 9. marts.
Smag på Skagen fortsætter med andre ord i 2026 med samme opskrift som i 2025: god mad, hyggelige rammer, nye mennesker ved bordet – og Skagen som det fælles omdrejningspunkt.