04 august, 2023 Nyheder

Skawbowling har slået dørene op med nye forpagtere ved roret

Torsdag kunne Tim og Karina Høst slå dørene op til Skawbowling.

Efter tre måneders overtagelse fra de hidtidige forpagtere Mike og Bettina kunne de endelig slå dørene op på vid gab og inviterer indenfor til sjov og samvær på bowlingbanerne.

De seneste måneder har dog ikke været uden aktivitet i byens bowlinghal.

Henover sommeren er de store dyre maskiner samt skærme mm. Blevet udskiftet. Dette sikrer en mere driftsikker hverdag, mindre energiforbrug, langt mindre forbrug af reservedele samt langt mere støjsvage maskiner.

Det har været et stort og omfattende arbejde som får stor betydning i det daglige.

På trods af dette er det dog ikke meget man med egne øjne kan se at der er sket når man står og skuer ud over banerne. Der er ikke desto mindre løbet stærkt for at få alt klar til den store åbning.

Især Tim er dog en erfaren herre i en bowlinghal. Han har nemlig mange års erfaring både som ansat og leder i bowlingcentre bag sig.

Nu har han så taget skridtet videre, flyttet familien fra køge til Skagen og gået selvstændig som forpagter af Skawbowling.

Åbningstilbud

Både tim og familien glæder sig til at hilse på skawboerne og byens gæster ude i det nu genåbnede Skawbowling.

I forbindelse med genåbningen kører de et åbningstilbud i hele august måned hvor en bowlingbane kun koster 150,- pr. Time (+ skoleje).

Introtilbuddet gælder dog ikke lørdag aften fra kl. 20.

Discobowling

Lørdag aften har man nemlig valgt at udvidde Discobowling (tidligere powerbowling) til nu at vare fra kl. 20 og helt frem til midnat.

Discobowling er den perfekte start på en aften/nat i byen.

Discobowling koster endda kun 225,- pr. Banetime og er således noget de fleste kan være med på.

Baren og køkkenet

Lørdag aften såvel som resten af ugen (tirsdag – lørdag) står Tim og co. Klar bag baren til at servere iskolde fadøl, drinks, sodavand, slush ice og meget andet godt.

Derudover er køkkenet åbent tirsdag til lørdag fra kl. 16 – 20.

Du kan tjekke den nye menu ud lige her.

Planen er dog at udvidde menuen med tiden, hvorfor det godt kan svare sig at følge mef på hjemmesiden samt på Facebook med jævne mellemrum.

Lige nu og her handler det dog om at få den nuværende menu til at sidde lige i skabet. Håbet er nemlig ikke alene at folk kommer og spiser før eller efter en omgang bowling, men at folk også vil benytte Skawbowling som stedet hvof de henter lækkert og smagfuldt takeaway.

Selskaber og arrangementer

Allerede på åbningsdagen havde tim og karina det første store selskab inde for at spise. Her lød menuen efter selskabets ønske på klassisk dansk smørrebrød.

Netop selskaber og arrangementer er noget som Tim håber kan blive en fast bestanddel hos skawbowling.

Han håber at bowlinghallen igen kan blive stedet hvor man holder alt lige fra børnefødselsdag over konfirmationer og runde fødselsdage til firma arrangementer og julefrokoster.

Tim og karina er i al fald klar og er også yderst fleksibel hvad angår menuen mm. Indenfor rimelighedens grænser, naturligvis.

Først og fremmest glæder de sig domest af alt til efterårets store trækplaster i Skawbowling – nemlig Firmabowling, som starter i september.

Du kan læse mere om efterårets Firmabowling lige her.