
Krydstogtskibet Sapphire Princesshar igen lagt til kaj 9 – denne gang med Skagen som første stop på en ny rejse rundt i Norden og Østersøen
Sapphire Princess er igen at finde ved krydstogtkajen i Skagen.
Krydstogtskibet lagde mandag morgen til ved kaj 9 omkring kl. 07.30 – kun to dage efter skibets seneste besøg i Skagen i lørdags.
Siden da har Sapphire Princess været i København, hvor de tidligere gæster er gået fra borde, og en ny flok passagerer er kommet ombord. Dermed er dagens stop i Skagen det første egentlige stop på den nye rejse, der de kommende dage bringer skibet videre rundt til flere destinationer i Norden og Østersøen.
Ombord på Sapphire Princess er der denne gang i alt 2.585 passagerer. Blandt de største nationaliteter er 1.323 amerikanere, 489 canadiere og 370 australiere. Derudover er der også 51 danske passagerer med på rejsen.
Sapphire Princess afgik fra København søndag den 3. maj kl. 18.00, og allerede mandag morgen var skibet altså fremme i Skagen.
Efter besøget i Skagen går turen videre til Oslo, inden skibet fortsætter mod Gdynia-Gdansk i Polen, Klaipeda i Litauen, Riga i Letland, Tallinn i Estland, Helsinki i Finland, Nynäshamn og Visby i Sverige, inden rejsen afsluttes i København den 15. maj.
Dermed venter der passagererne en længere rundrejse med både nordiske hovedstæder, baltiske byer og klassiske krydstogtdestinationer på programmet.
I forbindelse med dagens anløb kører der betalingsshuttlebusser fra krydstogtkajen til centrum og videre fra centrum til Grenen.
Sidste tur fra Grenen er kl. 16.20, mens sidste tur fra centrum tilbage mod krydstogtkajen er kl. 17.00.
Med mere end 2.500 gæster ombord er der igen lagt op til en livlig dag i Skagen, hvor byens butikker og seværdigheder kan se frem til besøg fra de mange krydstogtgæster.